Politiet: Fester går desværre over gevind

Naalakkersuisut Karl Frederik Danielsen kunne i dag på mandagens pressemøde oplyse, at der ikke var nogen positive ud af de 23 prøver, som man har fået resultatet af i dag. Politimesteren var bekymret over fester med flere end ti deltagere.

- Vi har været tilkaldt til fester med mere end 10 personer, hvor det var gået over gevind, oplyste politimesteren

Pressemødet blev afviklet på en ny måde, hvor såvel politimesteren og landslægen deltager via skype-forbindelser, så man undgår at de er i kontakt med journalisterne og dermed udsættes for smittefare.

Karl Frederik Danielsen var alene i presselokalet, da han informerede om status.

Teknikken drillede

Han overlod derefter til landslægen at komme med en status, men det lykkedes ikke i første omgang at få skype-forbindelsen til landslægen til at fungere. Efter en kort pause lykkedes det at få landslægen igennem.

- Der er gode nyheder. Ikke nogen nye tilfælde af smitte hverken her i Nuuk eller på kysten. De to første, der var smittet, er nu raskmeldte, fortalte landslægen.

Landslæge Henrik L. Hansen var med på pressemødet via en skype-forbindelse

- Vi må forvente nye tilfælde i de kommende dage. Men ikke flere end vi kan håndtere dem. Så vi kører hårdt på med vores inddæmningsstrategi.

- Vi har nu i alt testet 203 overalt fra landet og mangler kun at få testet en mindre gruppe, og vi vil i de kommende dage arbejde hårdt på at få test fra kysten frem til laboratoriet, sagde han.

- Vi har ingen problemer med mangel på beskyttelsesudstyr og værnemiddel, og vi kan fortsat få lavet de nødvendige test i København.

- Vi er på rette vej og jeg tror fuldt og fast på, at vi kommer igennem, hvis alle følger de udstukne retningslinjer, sagde Henrik L. Hansen.

Fester går over gevind

Politimester Bjørn Tegner Bay:

- Weekenden har været forholdsvis rolig. I Nuuk bakker befolkningen godt op om påbudet. Det eneste, jeg vil påpege, er, at når man er uden for, så skal man huske at tælle efter, hvor mange man står sammen og nyder solen sammen med, sagde han.

- Vi har oplevet forsamlinger med mere end ti personer. Vi har været tilkaldt til fester med mere end 10 personer, hvor det var gået over gevind. Dem, der holder fester, skal overveje en ekstra gang, hvordan deres fester kan udvikle sig. Af hensyn til dem selv og ikke mindst politiet og ambulancefolk, der skal redde trådene ud, når det går galt, sagde politimesteren.

- Det er tilladt som privat borger at man sikrer sig, at der ikke samles mere end 10 og med god afstand til hinanden, sagde Bjørn Tegner Bay.

Alkoholforbud

Det blev også oplyst, at det ikke var politiets vurdering – netop nu – at der var behov for at indføre et alkoholforbud, som kan gennemføres af Naalakkersuisut via en bekendtgørelse. Men det er et emne, som koordinationsgruppen har fokus på.

Powered by Labrador CMS