Politiet er tæt på identifikation af lig
Efter flere dages intens efterforskning fortæller politiet, at de føler sig tæt på en identifikation af det lig, som der er fundet dele af i Ilulissat.
Efterforskningsleder Jan Lambertsen siger på et pressemøde onsdag eftermiddag, at han er optimistisk omkring en snarlig identifikation i sagen om fund af ligdele på forbrændingen i Ilulissat.
Der er dog stadig nogle ting, der skal undersøges, inden politiet kan fastslå identifikationen endeligt. Efterforskningslederen ønsker ikke at kommentere yderligere på, hvad optimismen om identifikation konkret bygger på.
Det vil ifølge Jan Lambertsen dog bringe efterforskningen et stort skridt fremad, hvis identifikationen fastslås, da politiet derved kan begynde at arbejde med et muligt motiv og eventuelle gerningsmænd.
Jan Lambertsen siger på pressemødet, at man ikke endnu har nogen mistænkte 'i kikkerten'.
Søger stadig oplysninger
Udover at bringe efterforskningen af forbrydelsen fremad håber efterforksningslederens også, at en identifikation vil bidrage til at skabe ro blandt indbyggerne i Ilulissat.
Når offeret er identificeret vil forbrydelsen ikke længere fremstå som en 'tilfældig handling', håber han.
Politiet har tidligere spurgt offentligheden om hjælp, og efterforskningslederen opfordrer stadig folk til at henvende sig, hvis de kommer i tanker om noget, der kan være relevant.