Politiet står uden spor om hærværk

Grønlands Politi kan ikke komme videre med efterforskningen af hærværket mod Hans Egede statuen i Nuuk den 25. marts 2022.

Live, laugh, land back er skrevet på Hans Egede-statuen. Politiet står uden mistænkte i sagen.

Grønlands Politi mangler spor og vidneudsagn efter hærværket på Hans Egede statuen i Nuuks kolonihavn den 25. marts i år.

Det oplyser politikommissær Gedion Quist til Sermitsiaq.AG.

Grønlands Politi modtog en anmeldelse om hærværket mod statuen fredag den 25. marts. Statuen var overmalet med rød maling med ordene ” Live, laugh, land back”, der kan oversættes til ”Lev, grin, land tilbage”.

Siden har politiet efterlyst vidner, der kan have set noget mistænkeligt ved og omkring statuen op til hærværket, men uden held.

- Vi har ikke modtaget opkald fra flere vidner. Og vi har afhørt de vidner som vi kender. Det har ikke ført til et gennembrud i efterforskningen. Lige nu står vi uden mistænkte, siger Gedion Quist til Sermitsiaq.AG.

Ikke første gang

Sidst, Hans Egede statuen blev malet med rødt var natten til den 21. juni 2020. Her har politiet mistænkte, men efterforskningen står endnu stille, da politiet mangler at afhøre et vidne, der bor i udlandet.

- Vi har overvejet, om de to sager kan have med hinanden at gøre, da hærværket er udført med rød maling begge gange. Men umiddelbart er der ingen sammenhæng, siger politikommissær Gedion Quist.

Vidner, der kan have set noget omkring Hans Egede statuen op til hærværket kan kontakte politiet på telefon 70 14 48.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS