Nordgrønland
Politiet søger vidner i drabssag fra Ilulissat
Har du set disse to beskrevne mænd?
Politiet i Ilulissat søger nu vidner i den drabssag, hvor en 62-årig mand blev dræbt i sin lejlighed på Atersuit 42 i Ilulissat.
Man vil gerne have hjælp til at identificere to mænd, som er blevet set forlade opgangen til denne adressetorsdag 28. juli cirka kl. 7.00 om morgenen.
Politiet har følgende signalement af mændene:
- Mand, ca. 170 centimeter høj, cirka 35 år, spinkel af bygning. Lys i ansigtet, hårfarven var lysbrun, og håret var ifølge politiets oplysninger ’sat op til venstre side’. Iført en blå kedeldragt med lynlås på midten af dragten, og han bar hvide sportssko.
- Mand, ca. 170 centimeter høj, ca. 35 år, spinkel af bygning og med sort hår, som gik ned over ørerne. Manden var iført mørkt tøj.
- De to mænd forlod ifølge vores oplysninger Atersuit 42 og forsvandt bag udhusene mellem Atersuit 40 og 42, meddeler Preben Westh, der er regionsleder for politiet i Ilulissat..
Sermitsiaq.AG fortalte onsdag denne uge, at en mand allerede er sigtet i sagen.
Men politiet hører fortsat gerne fra borgere, der måtte have set eller hørt noget, der kan have relation til drabssagen i tidsrummet fra onsdag 27. juli kl. 21 frem til torsdag 28. juli kl. 8.
Man kan ringe til dem på telefon 70 14 22.
Læs også: Qaasuitsoq ønsker ny kæmpekommune