eftersøgning

Politiet ønsker hjælp - 19-årig mand forsvundet

Nuuk Politi beder befolkningen om hjælp. En ung mand forlod en fest fredag i Narsaq. Han er ikke set siden. Både Vædderen og Sisak har været indsat

Sisak, Vædderen samt flere privat personer har eftersøgt en 19-årig ung mand, som er meldt savnet. Tidligt lørdag morgen sejlede han ud efter et skænderi ved en fest i Narsaq.

Politiet i Narsaq efterlyser en speedbåd med en 19-årig mand, der er sejlet fra Narsaq den lørdag 20. juli omkring klokken fem om morgenen og ikke er set siden.

Manden er sejlet væk i en speedbåd er af mærket Yamarin C 59, cirka 18-20 fod, hvid med halvåben kabine. Båden monteret med en 115 HK motor af ukendt mærke. Ingen umiddelbare særlige kendetegn, men venstre søgelænder mangler, oplyser Nuuk Politi i en pressemeddelelse.

Den 19-årige unge mand fra Qaqortoq var på ferie i Narsaq. Efter det oplyste havde han natten mellem fredag og lørdag den 20. juli et skænderi med andre unge i byen i forbindelse med en fest.

Efter festen tyder alt på, at han sejlede i båden fra havnen i Narsaq ved A34. Et vidne mener at have set ham afsejle omkring klokken fem.

Et familiemedlem efterlyste ham hos Narsaq politi lørdag klokken 12.45, da båden ikke var i hverken Narsaq eller Qaqortoq og familiemedlemmer havde gennemsejlet den normale sejlrute uden at finde båden eller spor efter båden.

Sejlkyndig og erfaren
Den savnede 19-årige beskrives som en sejlkyndig, erfaren og normalt fornuftig ung mand, der kender området.

I samarbejde med politiet blev der straks iværksat en privat eftersøgning samtidig med, at der blev udsendt en PAN PAN-melding over Aasiaat Radio.

Samtidig blev Arktisk Kommando kontaktet for at iværksætte en koordineret eftersøgning. Inspektionsskibet Vædderen, der tilfældig var i området, blev straks indsat i eftersøgningen. Dens helikopter blev ligeledes indsat.

Samtidig blev politikutteren Sisak 3 indsat. Trods gennemsejling og overflyvning af aktuelle fjorde i området er der ikke fundet spor efter båd eller person. Eftersøgningen blev genoptaget søndag morgen med Sisak 3 og Vædderen.

Samtidig har flere privatpersoner genoptaget eftersøgningen. Efter aftale med familien har en ven til den savnede efterlyst ham på Facebook.

Eftersøgningen vil fortsætte, men politiet anmoder alle, der evt. har set noget til den savnede eller har oplysninger i sagen, til at kontakte Narsaq Politi på telefonnummer 70 11 24 eller anden politimyndighed.

Powered by Labrador CMS