Politiet kæmper med travlhed på sjette døgn

Siden onsdag i sidste uge har politiet haft travlt med alkoholrelaterede hændelser.

Politiet har haft travlt over hele landet gennem snart en uge. (Arkivfoto)

Det er normalt, at der omkring lønningsdag er ekstra travlhed hos politiet. Denne gang trækker travlheden dog ud, fortæller vagtchef Søren Bendtsen onsdag morgen.

- Vi har haft travlt med alkoholrelaterede hændelser siden onsdag, henover weekenden og også det seneste døgn, siger Søren Bendtsen.

Ifølge vagtchefen har opgaverne været spredt ud over det meste af landet.

Det seneste døgn har der blandt andet været mindst 11 tilfælde af husspektakler, fire selvmordstrusler og fire anmeldelser om vold.

Problematisk drikkemønster giver problemer

Derudover har politiet også været kaldt ud til problemer med uønskede personer, for høj musik, flere tilfælde af gadeuorden og blufærdighedskrænkelse.

Vagtchefen vurderer, at nogle borgere har et problematisk drikkemønster, som hovedsageligt er årsag til travlheden.

- Der er forskel på, hvordan folk drikker. Nogen kan drikke et glas vin eller to uden problemer, mens andre har et massivt drikkemønster, som skaber problemer. Nogle bliver udareagerende, når de får for meget at drikke, siger Søren Bendtsen.

Giver mere kriminalitet

Vagtchefen tilføjer, at det massive drikkemønster også påvirker en række af politiets fokusområder indenfor forebyggelse, børn og unge og personfarlig kriminalitet.

- Det her drikkeri har skadelige følgevirkninger på børn og unge. De er i større risiko for at blive udsat for overgreb, og de har måske ikke et trygt hjem og går i stedet ud på gaden om natten, hvor de bliver mere udsatte, siger Søren Bendtsen.

Han siger videre, at berusede personer kan give utryghed i gadebilledet og i flere tilfælde også ende med personfarlig kriminalitet i form af vold.

Powered by Labrador CMS