Politiet om jagt: Husk en makker

Jagtsæsonen står for døren, og Grønlands Politi minder om, at jægere blandt andet skal huske at tage en makker med samt fortælle til familie eller venner, hvornår de kommer retur.

Lørdag går jagten for alvor ind på moskus og rensdyr, og i den anledning kommer Grønlands Politi med en række råd til en god og sikker jagt.

Politiet opfordrer blandt andet til, at man ikke tager alene afsted:

- Tag mindst én makker med, skriver Grønlands Politi på sin facebook-side.

- Kommuniker med din familie/venner om, hvornår I kommer retur. Fortæl dem også, hvor jeres destination plan B er, hvis fangsten er dårlig det første sted, står der videre.

Pas på tyve

Politiet minder også om, at man skal være i besiddelse af licens til skyde rensdyr og moskusokser, og have tjekket og indskudt sin våben inden man tager afsted.

I et andet opslag opfordrer politiet også til, at jægere husker at sikre deres hjem, inden de drager afsted på jagt:

- Selv hvis du kommer retur med rensdyr til fryseren, så falder humøret alt andet lige, hvis du kommer hjem til et tomt hus. Det vil vi gerne undgå, skriver politiet.

Et skal folk ifølge politet huske på, at tyven også kan følge med digitalt, hvis man deler feriebilleder, mens man er væk fra hjemmet.

- Tænk over, hvad du deler, skriver Grønlands Politi.

Powered by Labrador CMS