Sydgrønland

Politiet indstiller eftersøgningen - navn frigives

Opdateret 16.04: Nuuk Politi oplyser, at man har indstillet eftersøgningen af den 19-årige unge mand, som sejlede fra Narsaq lørdag morgen

Efter næsten to døgns eftersøgning af den 19-årige unge mand, der er sejlet alene ud fra Narsaq tidligt lørdag morgen, har myndighederne besluttet sig for at indstille eftersøgningen.

Eftersøgningen af den 19-årige mand fra Qaqortoq, der var på ferie i Narsaq, og som sejlede væk lørdag morgen efter et skænderi ved en fest, indstilles.

Det oplyser vagthavende ved Nuuk Politi til Sermitsiaq.AG.

Men politiets efterlyser selvfølgelig stadig den 19-årige, hvis navn netop er blevet frigivet.

Det er Nick Duus Hansen, der sejlede væk i en speedbåd af mærket Yamarin C 59, hvid med en blå stribe langs siden, lørdag morgen ved femtiden. Båden er 19,5 fods, med halvåben kabine, monteret med en Yamaha F115 motor (115 HK firtakt), særlige kendetegn: det venstre søgelænder mangler. Båden er afsejlet fra Narsaq og i ukendt retning. Båden er ikke vendt tilbage til Narsaq.

Læs også: Politiet udvider eftersøgningen

Politiet i Kujataa har foretaget eftersøgning af Nick Duus Hansen og båden i løbet af lørdag og søndag med en politikutter, søværnets inspektionsskib og en helikopter. Derudover har flere private både deltaget i eftersøgningen. Den savnede eller båden er hidtil ikke fundet.

Personer, der måtte have oplysninger omkring Nick Duus Hansen opholdssted eller destination i forbindelse med sejladsen, eller bådens beliggenhed, bedes kontakte Politiet i Kujataa, Lokalpolitistation Narsaq, ved enten personlig henvendelse eller telefonisk på telefonnummer 70 11 24. Der kan også rettes henvendelse til den nærmeste politistation, såfremt man befinder sig i en anden by.

Powered by Labrador CMS