Politiet: Håbet svinder kraftigt ind

Trods flere henvendelser har Ilulissat Politi ikke haft held til at finde 42-årige Kasper Svendsen - han forsvandt 19. maj

Politiet i Ilulissat ved ikke, hvor 42-årige Kasper Svendsen, kaldet ”Qavak”, er. Han har været forsvundet siden 19. maj. Foto: Privat

I morgen torsdag er det to måneder siden, at Kasper Svendsen, kaldet "Qavak", forsvandt sporløst fra værtshuset ”Falkereden” i Ilulissat.

Politiet mangler stadig spor i sagen, og håbet om at finde ham bliver mindre og mindre.

Det fortæller Erik Lynge Rasmussen, regionsleder i Politiregion Nord.

Han oplyser, at politiet har fået ”en del” henvendelser i forbindelse med Kasper Svendsens forsvinden.

Læs også "Kasper ”Qavak” Svendsen er fortsat savnet"

- Sager er ikke lukket. Når der kommer nye henvendelser og oplysninger, så følger vi selvfølgelig op på dem. Vi har stadig ikke andet at gå efter, siger Erik Lynge Rasmussen til Sermitsiaq.AG.

- Hvor stor, tror du, sandsynligheden er for, at I finder ham?

- Ud fra de oplysninger at han ikke kom hjem, at han ikke har givet lyd fra sig til sin familie, og at han ikke har haft nogle aktiviteter, som gør, at vi kan finde, så tror jeg desværre ikke, at sandsynligheden for at vi finder ham er særlig stor.

- Men vi håber selvfølgelig på det bedste, fastslår Erik Lynge Rasmussen.

42-årige Kasper Svendsen er fra Qeqertarsuaq, men arbejdede op til sin forsvinden som fisker i Ilulissat.

Powered by Labrador CMS