Politiet efterlyser kommunefogeder

Grønlands Politi er gået i gang med et større rekrutteringsprojekt, der skal sikre landet det nødvendige antal kommunefogeder.

Politimester Bjørn Tegner Bay har igangsat et større rekrutteringsprojekt for at skaffe flere kommunefogeder i landets bygder.

Rekrutteringsprojektet, der vil løbe over de næste tre år, er netop gået i gang, og hensigten er, at Grønlands Politi i løbet af foråret vil besøge flere af landets bygder samt Kangaatsiaq og gøre reklame for jobbet som kommunefoged.

Første bygd på landkortet, som Grønlands Politi har udset, er Kapisillit dybt inde i Godthåbsfjorden.

Uddannelse og oplæring

- Der vil under besøgene blive orienteret om både politiets og kommunefogedernes opgaver, om den uddannelse og oplæring, man skal gennem for at blive ansat som kommunefoged i Grønlands Politi, ligesom der naturligvis vil blive orienteret om muligheden for at blive ansat hos politiet som Kommunefoged, oplyser politimester Bjørn Tegner Bay i en pressemeddelelse.

Politimesteren udtaler:

- Vi er i Grønlands Politi afhængige af dygtige kommunefogeder, der skaber sikkerhed og tryghed i byerne og bygderne. Kommunefogederne gør et stort stykke arbejde med at sikre tryghed, ro og orden lokalt i Grønland og er dermed med til at gøre en forskel for den enkelte borger hver dag.

Hold øje

Interesserede opfordres til at holde øje med politiets facebook-side, hvor bygdebesøgene vil blive offentliggjort.

Powered by Labrador CMS