Politiet efterforsker groft røveri

Grønlands Politi efterforsker et groft overfald, der er sket lørdag tidlig morgen. Politiet efterlyser vidner, der kunne have set eller har kendskab til overfaldet i Nuuks bymidte.

Grønlands Politi søger vidner i forbindelse med en efterforskning om et groft røveri i Nuuks bymidte lørdag tidlig morgen.

En mand er blevet overfaldet og slået med et bat, for derefter at blive frataget sin mobil i Nuuks bymidte i de tidlige morgentimer.

Grønlands Politi modtog anmeldelse lige efter overfaldet tidlig lørdag morgen og er nu i gang med at efterforske sagen.

- Den forurettede er selvfølgelig chokeret. Han fortæller, at han måtte give sin mobil efter, han var blevet slået med et bat, fortæller vagtchef i Grønlands Politi, Søren Bendtsen til Sermitsiaq.AG.

- Det er et alvorligt forhold, og vi er på nuværende tidspunkt i gang med efterforskningen, siger han.

To gerningsmænd

Søren Bendtsen oplyser, et den forurettede var på vej hjem fra byen lørdag morgen, da han blev passet op af to mænd, hvor den ene har en bat. Her skulle de to mænd have truet med battet og bedt om mobil og penge fra den forurettede. Den forurettede er blevet slået med et bat, og frataget sin mobil.

Vagtchefen oplyser videre, at en anden anmeldelse er kommet ind tidligere på natten, hvor en anmelder oplyser, at en mand går rundt i Nuuks bymidte og truer med et bat.

- På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om de to anmeldelser hænger sammen, siger vagtchefen.

På nuværende tidspunkt er der ikke en beskrivelse af de to formodede gerningsmænd.

Søger vidner

I forbindelse med sagen efterlyser politiet vidner:

- Vi vil meget gerne tale med folk, der kunne have set overfaldet eller har kendskab til, at nogen går rundt og truer og røver andre, siger Søren Bendtsen.

Folk, der har set eller har kendskab til episoden bedes ringe til Grønlands Politis vagtcentral på 70 1448.

Powered by Labrador CMS