Politiet efterforsker eksplosion i bil ved Mjølnerparken

Kort efter midnat modtog Københavns Politi en anmeldelse om en eksplosion i en bil nær Mjølnerparken.

Københavns Politi har natten til søndag modtaget en anmeldelse om en eksplosion i en bil på Hothers Plads ved Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Det oplyser Michael Andersen, der er vagtchef ved Københavns Politi, tidligt søndag morgen.

- Vi holder fortsat kortene lidt tæt til kroppen, siger vagtchefen.

- Men jeg kan bekræfte, at der er en bil, som har været udsat for en form for sprængning. Hvad der er sket, og hvad der har været i bilen, det ved vi ikke endnu.

Politiet modtog anmeldelsen om eksplosionen klokken 00.57 søndag. Den involverede bil er en lille varebil, oplyser Michael Andersen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen.

Politiet er fortsat til stede i området omkring Hothers Plads tidligt søndag morgen. Men afspærringerne vil ikke skabe trafikale problemer, melder politiet.

- Vi har ikke flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt. Vi er ved at undersøge sagen nærmere, siger Michael Andersen.

Ekstra Bladet har talt med ejeren af bilen, en 53-årig mand. Sammen med sin syv år yngre hustru har han et rengøringsfirma.

- Vi ved ikke, hvad der foregår. Vi har ingen idé om det. Min kone er chokeret. Hun skulle have været på arbejde her til morgen, men det kan vi ikke komme til, for nu har vi ingen bil, siger manden, Osman Durmaz.

Han og hustruen bor midlertidigt i Mjølnerparken hos hans mor, mens deres lejlighed i Brønshøj bliver renoveret, skriver ekstrabladet.dk.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS