Politianmeldt: Fortroligt udkast blev lagt på Facebook

Et fortroligt udkast til aftalen mellem Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen blev lagt ud på Facebook. Selvstyret har meldt sagen til politiet.

Formandens departement har indgivet en politianmeldelse for brud af den tjenestelige tavshedspligt.

Det bekræfter departementet overfor Sermitsiaq.AG.

Dagen efter lufthavnsaftalen mellem Danmark og Grønland blev underskrevet, dukkede et foto af et fortroligt udkast til aftalen nemlig op på Facebook.

- På din forespørgsel kan jeg oplyse, at Formandens departement den 11. september blev opmærksom på, at der på Facebook er fremlagt affotografering af dele af et fortroligt dokument til Naalakkersuisut. Dokumentet er et forarbejde til den aftale, Naalakkersuisut og statsministeren indgik den 10. september om lufthavnsinvesteringer og erhvervssamarbejde, hedder det i svaret fra departementet efter at Sermitsiaq.AG har set billeder af de affotograferede dokumenter.

- Idet en sådan affotografering og offentliggørelse efter departementets opfattelse er udtryk for en overtrædelse af kriminallovens bestemmelser om brud på tjenstlig tavshedspligt, har departementet meldt sagen til politiet og anmodet politiet om at efterforske sagen som en kriminalsag.

Departementet ønsker ikke at oplyse, hvorvidt politianmeldelsen gælder en navngiven medarbejder ved Selvstyret.

- Idet sagen nu er overgivet til politiet afventer Formandens departement politiets arbejde. Departementet har på den baggrund ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Powered by Labrador CMS