Politi om redningsaktion: Vi tog de rigtige beslutninger

Det skulle gå stærkt, da politiet modtog et alarmopkald om en snescooterkører, der muligvis var gået igennem isen iKobbefjorden. Ud fra de givne vilkår kunne aktionen ikke være foregået meget anderledes, vurderer politiet.

I snescooterforeningen Qamutit er der oprettet en SAR-gruppe (Search and Rescue, red.) af særligt erfarne snescooterkørere, som er uddannet i specielt lavineredninger. En konstruktiv udløber af ulykken i Kobbefjorden er, at Qamutit har fået sponseret en gummibåd af Grønlands Bådcenter, der nu ligger fast ved fjorden.

- På en meget tragisk baggrund er det her et eksempel på et samfund, der kan samarbejde.

Det konkluderer politidirektør Bjørn Tegner Bay om redningsaktionen i Kobbefjorden, hvor to snescooterkørere var gået gennem isen, skriver avisen AG. Den ene overlevede, mens det ikke lykkedes at genoplive den anden.

AG er blevet kontaktet af personer fra snescootermiljøet, som mener aktionen burde være foregået hurtigere. Personerne ønsker ikke at stå frem, men AG har forelagt politiet deres kritikpunkter.

Politimesteren påpeger, at redningsaktionen var en fælles indsats mellem politi, Air Greenland, Arktisk Kommando og kørere fra snescooterforeningen Qamutit, som hurtigt var nået frem til iskanten i Kobbefjorden, hvor de stod og så på. Efterfølgende har der været møder mellem foreningen og politiet, hvor forløbet er gennemgået.

Det første alarmopkald kom klokken 13.13 den 8. marts.

Vicepolitiinspektør Knud Frederiksen, der er linjechef i politiets beredskabsafdeling fortæller, at det på det tidspunkt var usikkert, om snescooterkøreren var faldet igennem isen, eller om han var nået over på den anden side.

- Vi betragtede derfor i starten aktionen som en rekognosceringsopgave, der havde til formål at lokalisere den savnede kører, siger han.

Læs hele historien i denne uges udgave af AG, som du kan købe adgang til her:

Powered by Labrador CMS