Politi-opråb: Anmeld seksuelle overgreb – vi hjælper dig

Grønlands Politi lancerer i dag deres kampagne ”Anmeld seksuelle overgreb – vi hjælper dig”. Kampagnen har til formål at oplyse borgere om, hvordan seksuelle overgreb anmeldes til politiet.

Grønlands Politi vil de angiveligt høje mørketal om seksuelle overgreb til livs.

Derfor lancerer politiet i dag en kampagne om, hvordan seksuelle overgreb anmeldes til politiet, så politiet kan få flere anmeldelser, og tabuet om seksuelle overgreb kan brydes.

- Vi har en klar formodning om, at der er et stort mørketal på området seksuelle overgreb. Derfor har vi lavet en kampagne, som har et meget enkelt budskab, nemlig at oplyse borgerne om, hvor vigtigt det er, at de anmelder seksuelle overgreb til politiet, så vi kan hjælpe borgerne. Samtidig er det også vigtigt for os at understrege overfor de børn, der har været udsat for et seksuelt overgreb, at det aldrig er deres skyld, siger vicepolitiinspektør for Kriminalpræventiv Stab i Grønlands Politi, Viggo Johansen i en pressemeddelelse.

Tasiilaq-rapport

Kampagnen er udarbejdet efter, Grønlands Politi Tasiilaq-rapport, der udkom i september sidste år. Ifølge rapporten har Grønlands Politi fået i alt 191 anmeldelser om seksuelle overgreb på børn i Tasiilaq mellem 2014 og 2018. Grønlands Politi konkluderer samtidig i rapporten, at befolkningen generelt mangler viden om, hvordan man anmelder seksuelle overgreb, og at der formodentligt er et stort mørketal på området.

Du kan se kampagnen her, som er udarbejdet i tre grønlandske dialekter og sprog.

Alle skoler får besøg

Mens kampagnen kører på Grønlands Politis Facebook-side planlægger politiet i samarbejde med kommunerne at besøge alle skoler i landet.

- Det er helt afgørende, at kampagnen bliver set og forstået af så mange børn som muligt. Vi taler med eleverne om, hvor vigtigt det er, at de kommer til os og anmelder seksuelle overgreb. Vi vil hjælpe børnene, men for vi kan det, så er det nødvendigt, at børnene kommer til os og anmelder seksuelle overgreb, understreger Viggo Johansen.

Kampagnen henvender sig primært til børn og unge, men er også en opfordring til omsorgspersoner, herunder forældre og ældre familiemedlemmer samt fagpersoner, om at holde et vågent øje med børnene og hjælpe dem med at anmelde seksuelle overgreb til politiet.

- Med kampagnen håber vi, at vi kan være med til at bryde tabuet, så vi kan kommeovergrebene til livs, siger Viggo Johansen, der også opfordrer til, at videoen skal ses og deles af alle på de sociale medier.

Powered by Labrador CMS