Politi har flere spor efter eksplosion ved Skattestyrelsen

Politiet vil fortsat meget gerne høre fra vidner, der har bemærket noget i forbindelse med eksplosion.

Københavns Politi vil stadig gerne høre fra folk, som har bemærket noget usædvanligt før og efter en voldsom eksplosion raserede facade på Skattestyrelsen ved Nordhavn Station på Østerbro.

Siden en voldsom eksplosion tirsdag aften raserede Skattestyrelsens facade på Østerbro i København, har politiets teknikere arbejdet på højtryk for at finde og sikre spor.

Onsdag eftermiddag kan Københavns Politi endnu ikke gå i detaljer om, hvor langt man er i efterforskningen.

- Vi har en række spor, som vi forfølger, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gå nærmere ind i disse, udtaler chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse.

- Jeg vil dog gerne understrege, at det her er en sag, vi tager meget alvorligt, og som har højeste prioritet.

Klokken var omkring 22.15 tirsdag aften, da en voldsom eksplosion rystede store dele af Østerbro og flåede facaden på Skattestyrelsen bygning i stykker.

En person, der stod ude i det fri nær Nordhavn Station, blev ramt af fragmenter og søgte behandling på en skadestue. Ingen andre kom til skade i forbindelse med eksplosionen.

I løbet af onsdagen har politiet modtaget mange henvendelser fra mulige vidner.

- Der er et overvældende antal borgere, der har henvendt sig med oplysninger fra området i timerne omkring eksplosionen ved Skattestyrelsen. Det er vi meget glade for, og det hjælper os i den omfattende efterforskning, vi er i færd med, siger Jørgen Bergen Skov i pressemeddelelsen.

Han opfordrer dog stadig alle, der endnu ikke har været i kontakt med politiet, og som befandt sig i området tirsdag aften mellem 21.45 og 22.30, til at kontakte Københavns Politi på 114.

- Måske har man studset over noget, som ikke umiddelbart virkede mistænkeligt, eller også kan man bare have set noget lidt ud over det sædvanlige, lyder det fra chefpolitiinspektøren onsdag eftermiddag.

- Vi er interesseret i alle borgernes observationer fra den tidsperiode – også selv om man måske ikke selv har fundet det mistænkeligt i går aftes. Det kan stadig godt gøre en forskel for vores efterforskning.

Politiet har onsdag eftermiddag endnu ikke meldt noget ud om, hvad der forårsagede eksplosionen, ligesom motivet ikke er kendt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS