Polar Seafood om nye lufthavne: Der er spændende muligheder inden for luftfragt
Der var fokus på de nye lufthavne under konference i Nuuk.
Rekordmange deltagere deltog i Nuna Advokater og Horten Advokatpartnerselskab årlige Grønlandskonference i Nuuk, der denne gang fokuserede på de nye lufthavne i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk samt de muligheder og udfordringer, der følger med dem.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Direktør for Polar Seafood Greenland A/S, Miki Brøns ser, at lufthavnene kan skabe nye muligheder inden for fragt, især med den stigende interesse for Grønland og Nuuk som destination for luftfragt. Her findes der både potentiale og udfordringer i forhold til eksport af ferske produkter gennem luftfart.
- Polar Seafood er en virksomhed med en smal organisation, så luftfragt udgør en anden kompleksitet for os, men vi ser spændende muligheder i det, siger Miki Brøns.
Virksomheden eksporterer årligt omkring 40.000 tons frossen fisk og skaldyr fra Grønland med søfragt.
Håber på lavere fragtpris
De nuværende fragtpriser ligger på omkring 60-65 kroner per kilo fra Nuuk til København, mens prisen fra Island til Danmark er under 20 kroner per kilo.
Den nuværende fragtpris per kilo i Nuuk er en udfordring, især når sammenlignet med søfragtomkostninger som ligger på cirka to kroner per kilo.
- Det er en kompleks situation, og det er vanskeligt at overbevise vores kunder om at betale den prisforskel. Vi håber dog på lavere priser efter færdiggørelsen af lufthavnsprojektet. Det primære mål er at få vores varer ud af Nuuk og nå markederne i Skandinavien, siger Miki Brøns.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: