Polar Seafood gentager succesen: - Vi er virkelig stolte af vores aspirantprogram

Polar Seafoods tredje aspiranthold består af 12 unge mennesker, der uddannes til gavn for den enkelte, samfundet og virksomheden, lyder det.

- Vi støtter de unge ved at tilbyde samtaler med en mentor og kurser i for eksempel privatøkonomi, siger underdirektør i Polar Seafood.

Polar Seafood har lanceret sit tredje aspiranthold - og gentager dermed succesen fra de første to hold.

Aspirantddannelsen for unge fiskere, der drømmer om en karriere i fiskeriindustrien, har indtil videre været en succes, oplyser Polar Seafood i et opslag på Facebook.

Det nye aspiranthold består af 12 unge mennesker, og med uddannelsen kan de blive alt - lige fra styrmand til maskinmester og fabrikschef. Uddannelse giver dem de færdigheder og den viden, de har brug for, for at kunne forfølge deres drømme.

- Vi er virkelig stolte af vores aspirantprogram, siger Miki Brøns, underdirektør Polar Seafood.

Uddanner hele mennesker

Og tilføjer:

- Vi støtter de unge ved at tilbyde samtaler med en mentor og kurser i for eksempel privatøkonomi. Det er med til at skabe dygtige medarbejdere, men også hele mennesker. Nu skal vi i gang med det tredje hold, og hvis det bliver en lige så stor succes som de første to, så kan vi være meget tilfredse.

Tidligere har 14 aspiranter fuldført uddannelsen på de to første aspiranthold, mens ti af dem er stadig ansat i Polar Seafood.

Bent Salling, der også er underdirektør i Polar Seafood, er overbevist om, at der bliver gjort noget rigtigt, siden så mange gennemfører.

- Vi uddanner hele mennesker, som kan være til gavn for både dem selv og samfundet, siger han.

Polar Seafood har hele tiden justeret deres uddannelsesprogram for at forbedre det, og denne gang er deres overvejelser om at uddanne aspiranter til skibskok. Kokken får sjældent stor bevågenhed, men er alligevel meget vigtig, understreger Bent Salling, som tilføjer, at kokken har en central rolle i dagligdagens drift ombord på et skib.

Powered by Labrador CMS