Polar Seafood-ejere mellem 100 rigeste

På plads nummer 96 og 97 på listen over de 100 rigeste danskere, som avisen Berlingske Business opgør hvert år finder man Polar Seafoods ejere Jens Salling og boet efter Anders Brøns.

Næste generation af Salling/Brøns træder ind som underdirektører i Polar Seafood med virkning fra 1. november 2020. Bent Salling tv og Miki Brøns th.

Ejerne af Polar Seafood Greenland, Jens Salling og efterkommerne til Anders Brøns, er endnu engang at finde på Berlingske Business liste over de 100 rigeste i Danmark.

De er ifølge Berlingske Business hver især gode for en formue på 1,6 milliarder kroner.

Og det er ikke første gang, at rejemastodonterne er med på listen i det dyre selskab.

Anders Brøns fra Nuuk og Jens Salling fra Qeqertarsuaq kom på Berlingske Business liste over de 100 rigeste første gang i 2016, men de røg ud af listen året efter.

I 2018 var de igen at finde på listen, men dengang var det ”kun” med en formue hver på 1,4 milliarder kroner, denne gang er deres formuer altså noget højere.

Generationsskifte igang

Polar Seafood er i gang med generationsskiftet som blandt andet betyder at virksomheden for få dage siden har udnævnt to nye underdirektører.

Miki Brøns får ansvaret for moderselskabets kontor funktioner, kvotemanagement og licenser mens Bent Salling får det overordnede ansvar for driften af Polar Seafoods fiskerflåde.

Miki Brøns er søn af Anders Brøns, som døde i 2018, mens Bent Salling er søn af Polar Seafoods ejer og direktør Jens Salling.

Lego leger stadig bedst

Tallene på listen over Danmarks 100 rigeste er ikke eksakte formuer, men de bedst mulige skøn efter research om ejerforhold og regnskabstal for 1.700 selskaber i Danmark og Grønland.

Udgangspunktet for formueopgørelsen er, hvad aktiverne er værd i handel og vandel, hvis ejeren beslutter at realisere dem.

Nr. 1 på listen over Danmarks 100 rigeste i 2020 er Familien Kirk Kristiansen, som ejer Kirkbi og Lego, der tilsammen er 261,4 milliarder kroner værd.

Powered by Labrador CMS