Gå til hovedindhold

Polar Seafood bygger ny fiskefabrik

Grønlands største privatejede fiskerikoncern Polar Seafood sælger to fiskefabrikker i Norge og vil bygge en ny hellefiskfabrik i Upernavik.

I løbet af efteråret 2019 forventer Polar Seafood at kunne indvie den nye fiskefabrik i Upernavik, der skal tage sig af forarbejdning af hellefisk og krabber.

Der er tale om en 40 millioner kroner stor investering.

20 nye arbejdspladser

- At placere en ny fabrik i netop denne by (Upernavik, red.) er nøje gennemtænkt, da vi vurderer, at både råvareressourcer og kvalificeret arbejdskraft er tilstede. Vi forventer således, at fabrikken vil få mindst 20 arbejdspladser. Der bliver tale om en topmoderne produktion, der lever op til alle internationale standarder, også hvad angår arbejdsmiljø og personalefaciliteter. Der er tale om en investering i størrelsesordenen 40 millioner kroner, så fabrikken vil give et løft til Upernavik. Vi har positive forventninger til reje- og krabbefiskeriet i området, og ser frem til at kunne bidrage til byens udvikling, oplyser bestyrelsesformanden for Polar Seafood, Henrik Leth.

Sælger fabrikker i Norge

Samtidig med at Polar Seafood kommer med nyheden om at bygge en ny fiskefabrik i Nordgrønland, oplyser selskabet, at man har solgt to fiskefabrikker i Norge: Polar Seafood Berlevåg og Polar Seafood Kjølleford.

Det er Coast Seafood A/S, Brødrene Karlsen Holding A/S og Gunnar Klo A/S, der står som køber af de to fiskefabrikker i Finnmark-området.

- Polar Seafood har gennem flere år gjort en betydelig indsats for at opbygge produktionen af hvidfisk og krabber i Finnmarken, så der er skabt et solidt grundlag for at sikre fabrikkernes fremtid, udtaler direktør Sverre Søraa fra Coast Seafood i forbindelse med overtagelsen.

Får frigjort kapacitet

- Dette er det rigtige for os at gøre nu, fortæller Polar Seafoods bestyrelsesformand og tilføjer:

- Dels er de to norske fabrikker med deres mange dygtige medarbejdere sikret en god fremtid, og dels får vi frigjort kapacitet til at arbejde videre med vores udviklingsstrategi i den øvrige del af koncernen. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at direktøren for Polar Seafood Norway, Trygve Åsvestad, fortsætter i Polar Seafood.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER