Gå til hovedindhold

PN: Stenbidersagen skal ikke forhales

Partii Naleraq forstår ikke, hvorfor Revisionsudvalget pludselig ikke kan behandle dokumenter på dansk. Det har ifølge Hans Enoksen ikke været et problem før nu.

I en pressemeddelelse går formanden for Partii Naleraq benhårdt efter koalitionens arbejdsgang, når det kommer til materiale på dansk og grønlandsk i stenbidersagen.

- Fra Partii Naleraq har vi observeret koalitionens dobbeltmoral, når det gælder sprog.
Først var det muligt for Revisionsudvalget at behandle stebidersagen, da Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsens, advokat fremsendte partsindlæg, udelukkende på dansk, lyder det fra Hans Enoksen, som fortsætter:

- Nu kan Revisionsudvalget og koalitionen åbenbart ikke arbejde, før de har fået oversat korrespondancen, der ligger til grund for bestillingsarbejdet.

Formanden for Revisionsudvalget Erik Jensen (s) afviser kritikken.

- Alle fem medlemmer fra fem forskellige partier har godkendt arbejdsprocessen i denne sag, og det er den vi arbejder ud fra, siger Erik Jensen.

Han oplyser, at udvalget har bedt om at få oversat de sidste dokumenter, og at de vil arbejde videre med sagen, så snart oversættelsen ligger klar.

Trækker sagen ud

Ifølge Enoksen er det at trække sagen unødigt i langdrag.

- Hvis Revisionsudvalget kunne udarbejde redegørelsen, uden nogensinde at få partsindlægget oversat, så kan de også få stoppet farcen om stenbider sagen og få arbejdet færdigt nu.

Men Erik Jensen er uforstående overfor kritikken, når partiet selv sidder med ved bordet i udvalget.

- Hans Enoksen er fra et parti med politiske holdninger. Hans partifælde i udvalget har været med til at godkende arbejdsprocessen. Revisionsudvalget er uden partifarve, og vi arbejder objektivt og professionelt med hver enkelt sag, siger han.

Formandskabet må træde til

Hans Enoksen mener, at Formandsskabet i Inatsisartut må skubbe på for at få sagen afsluttet.

- Formandskabet må træde i karakter, og vi må til at kræve, at sagen hurtigst muligt oversættes til vort eget sprog. Det er jo således, at man har hemmeligholdt rapporten i fire måneder og selvom sagen har været oppe på landsstyremøde, har man end ikke oversat rapporten til vort eget sprog endnu.

- Nu må det være slut med alt det hemmelighedskræmmeri, slutter han.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER