PN har mistet tilliden til KFD

Under behandling af punktet om prioritering af regionale lufthave onsdag er der fremsat mistillidsvotum til Naalakkersuisoq for Bolig og Infrastruktur, Karl Frederik Danielsen. Det er Partii Naleraq, der er på krigsstien.

Opdateret 16.35

Afværgedagsorden for at forhindre mistillidsvotum mod Karl Frederik Danielsen blev vedtaget med stemmerne 14 mod 11 klokken 16.34.

Partii Naleraq har ikke tillid til Karl Frederik Danielsen efter hans håndtering af sagen om prioritering af regionale landingsbaner, som de mener er i strid med loven.

Endnu engang er der mistillid til Naalakkersuisut fra oppositionen. Det er fjerde gang på et år.

Der er pause i salen til klokken 16.30, hvor der skal stemmes om mistilliden eller fremsættes afværgedagsorden som modtræk.

Regionale landingsbaner er ikke rentable

Denne gang er det Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, der står for skud, og det er planerne om prioritering af lokale landingsbaner, der er årsag til balladen.

Under behandling af punkt 27 om prioritering af reginale landingsbaner i salen onsdag kom det frem, at det kun er de regionale lufthavne i Ittoqqortoormiit og Tasiilaq, der kan gennemføres indenfor lovens rammer, hvorimod resten af de regionale lufthavne ikke er rentable.

Og det skal de være for at overholde loven om anlæg af flyvepladser.

Udvalget vil ikke tage stilling til de fem lufthavne

Anlægsudvalget har udarbejdet en betænkning over Forslag til Inatsisartut beslutning om punkt 27, principper for prioritering af regionale landingsbaner.

Landstingslov nr. 12 af 5. december 2008 om flyvepladser.

”§ 3. De i § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte projekter kan igangsættes, når følgende krav er opfyldt:

1) Anlægsinvesteringen skal kunne forrentes og afskrives inden for den ramme og de betingelser, som bevillingen er optaget med på landstingsfinanslov.

2) Driften af flyvepladsen skal kunne generere et positivt dækningsbidrag til dækning af de kontante kapacitetsomkostninger. Driften skal ske under behørigt hensyn til drifts- og indtjeningsoptimering.

Stk. 2. De i § 1, stk. 1. nr. 1, nævnte projekter kan tillige igangsættes, hvis anlæggelsen og/eller driften af flyvepladser helt eller delvis fortrænger andre offentlige omkostninger, eller der er væsentlig sandsynlighed for, at anlæggelsen vil generere nye eller øgede netto indtægter.”

I udvalgets betænkning til forslagets 2. behandling skriver udvalget:

- Udvalget skal om forslaget bemærke at det på baggrund af gældende lovgivning, vil være muligt at anlægge lufthavne i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Udvalget kan ikke tage stilling til prioritering af de resterende fem lufthavne idet disse ikke lever op til de fælles bestemmelser for anlæggelse af flyvepladser jf. lov om flyvepladser.

Udvalget skriver videre:

Et mindretal i udvalget skal om forslaget bemærke, at man ikke kan gå videre med projekteringsplaner for så vidt angår Qeqertasuaq, Qaasigiannguit, Kangaatsiaq, Narsag og Nanortalik, da dette er i strid med lovgivningen på området og at naalakkersuisut bevidst har udeladt disse informationer til Inatsisartut.

Har undladt at informerer Inatsisartut

I mistillidserklæringen skriver Partii Naleraq, at det klart fremgår, at Naalakkersuisoq har udeladt at informere Inatsisartut om, at en vedtagelse med den ønskede prioritering vil være i strid med gældende lovgivning.

Partii Naleraq mener altså, at Karl Frederik Danielsen bevidst har tilbageholdt oplysninger for Inatsisartut, der er essentielle for Inatsisartuts behandling af sagen. De mener dermed, at naalakkersuisoq forsøger at opfordre Inatsisartut til lovbrud.

Under debatten om punkt 27 fremsatte Pele Broberg anklager om at Naalakkersuisut har medtaget anlæggelse af lufthavnen i strid med loven i Finansloven for næste år. Og at det er gjort efter at udvalget har fremsat den omtalte betænkning, hvor de har understreget, at det kun er de to lufthavne i Tasiilaq og ittoqqertoormiit der kan anbefales.

Powered by Labrador CMS