Efter piteraq: Borger melder om knuste ruder, ødelagte tage og væltede både

Thomas Ørum Kristensen fra Tasiilaq fik knækket sin flagstang og smadret en bilrude under nattens piteraq. Han har oplevet dem, der var værre, men det var en kraftig piteraq, siger han.

Adskillige biler blev beskadiget - særligt gik det ud over ruderne. Thomas Ørum KristensenEn ejendom mistede tagpappet. Thomas Ørum KristensenFlere ruder blev knust i beboelsesejendomme. Thomas Ørum Kristensen Thomas Ørum Kristensen

Natten til søndag blev Tasiilaq ramt af vindstød på 53 m/s ifølge DMI's målinger. Tasiilaq-borger Thomas Ørum Kristensen fortæller, at piteraqen begyndte lørdag aften:

- Det startede omkring 21-tiden med en kraftig vind. Ved midnats tid toppede den, hvor den var mest kraftig.

- Der fløj alt rundt omkring os, fortæller Thomas Ørum Kristensen til Sermitsiaq.AG.

Han har eget hus sammen med sin kone, hvor han kunne følge med i situationen.

Strømmen forsvandt

- Ved midnatstid, der blev man da lidt nervøs. Det rykker og larmer, og jeg ved ikke hvad. Det var en kraftig piteraq, siger han.

Udover den kraftige blæst så forsvandt strømmen også:

- Omkring klokken 01.30 var der strømafbrydelse. Det giver lidt ekstra nervøsitet, når det hele pludseligt bliver mørkt. Men strømmen kom tilbage efter en times tid.

Politiet har oplyst, at 47 borgere blev evakueret under natten piteraq. Det skete blandt andet som følge af knuste ruder i beboelsesejendomme. I den forbindelse har Thomas Ørum Kristensen ros til myndighederne:

Stor ros til myndighederne

- Der skal lyde en kæmpestor ros til brandvæsen og politi. Det er første gang, jeg har oplevet, at der var folk ude hele natten til at hjælpe borgerne, siger Thomas Ørum Kristensen.

Søndag morgen har han besigtiget skaderne, og det har for Thomas Ørum Kristensens vedkommende kostet en knækket flagstang og en smadret bilrude

- Vi har skodder på vinduerne, så det gik ikke så galt, siger han.

Thomas Ørum Kristensen har været rundt i byen, hvor han har taget billeder af de materielle skader. Og her er der netop mange smadrede ruder.

Husk skodder

- Jeg synes, folk skal oppe sig lidt med at få skodder til deres vinduer. Nu har vi ikke haft piteraq i et stykke tid, men skodder begrænser skaderne, siger han.

Thomas Ørum Kristensen har oplevet piteraq mange gange, og han understreger, at det ikke er den kraftigste, han har set.

Men nattens piteraq var en af de kraftigere, siger han.

- Den i 1970 var den værste, og der har været flere andre. I 2015 eller 2016 var der en af de værre, og den her havde cirka samme styrke, vurderer Thomas Ørum Kristensen.

Ifølge DMI kom middelvinden ved piteraqen i 1970 op på 70 m/s, og vindstødene antages at have nået 90 m/s. Men da vindmåleren gik i stykker vides det ikke præcis, skriver DMI. Orkan er defineret som en middelvind på over 32,6 m/s.

Søndag morgen er vinden så småt løjet af i Tasiilaq.

Powered by Labrador CMS