Pisiffik på storopkøb af butikker

Forretningskæden Pisiffik har i dag været på storindkøb. Den har overtaget samtlige butikker, som var drevet af Arctic Import i Nuuk og Ilulissat.

Per Steen Larsen - Pisiffik
Per Steen Larsen, direktør i Pisiffik, har haft den store tegnebog fremme, da man har opkøbt Arctic Imports detailbiutikker i Nuuk og Ilulissat.
Offentliggjort

Arctic Import har valgt at sælge sine butikker i Nuuk og Ilulissat, fordi konkurrencen fra Brugseni og Pisiffik om kundernes gunst har været for hård.

For et ukendt beløb har Pisiffik overtaget butikkerne Super1 og Farmers i Nuuk samt butikkerne Super1, Nivi og Jope i Ilulissat. Medarbejderne i butikkerne følger med i handlen, oplyses det i en pressemeddelelse, hvor undtagelsen er Jope, hvor butikken lukkes, mens bygningen fortsæt vil være i hænderne af Arctic Import. Varelageret overgår til Pisiffik.

Øget konkurrence

- Vi har i en længere periode set en tiltagende konkurrence på dagligvaremarkedet i to af Grønlands største byer. Her gennemfører vores to største konkurrenter, supermarkedskæden Brugseni og forretningskæden Pisiffik, en række investeringer, og det medfører en betydelig overkapacitet på markedet. Derfor skal vi enten tage kampen op med et tab til følge på den korte bane, eller sikre en videreførelse af butikkerne i andet regi, forklarer adm. direktør i Arctic Import, Thomas Hjort og fortsætter:

-Her har vi valgt at frasælge for at fokusere mere på vores engrossektion, der er vokset betydeligt på det nordatlantiske marked de seneste år. Derfor er vi glade for, at vi nu har lavet en aftale med Pisiffik om overtagelse af vores aktiver inden for detail i Ilulissat og Nuuk samt alle tilknyttede medarbejdere. Aftalen er til fordel for både medarbejdere og borgerne i de to byer.

Myndighederne skal godkende

Købet er betinget af, at konkurrencemyndighederne godkender aftalen. Det er forventningen, at konkurrencemyndighederne kan komme med en afgørelse i starten af december i år.

Om købet siger administrerende direktør i Pisiffik Per Steen Larsen:

- Vi har haft en god og konstruktiv proces i forhandlingerne om vores overtagelse af Arctic Retail Groups butikker. Udgangspunktet for forhandlingerne har været, at kunderne i de to byer skal stilles mindst lige så godt - og helst bedre, og det mener vi er lykkes.

Per Steen Larsen ser frem til de stordriftsfordele, som købet medfører:

- Vi er også meget tilfredse med at kunne overtage alle medarbejdere fra butikkerne. På den måde får vi tilført værdifuld viden og erfaring til vores organisation, hvilket er med til at styrke den grønlandske detailhandel. Vi kan med vores bagland og servicefunktioner drive butikkerne langt mere rentabelt i kraft af stordriftsfordele.

Pisiffik lejer bygningerne

Arctic Imports vil fortsat eje bygningerne, som Pisiffik har indgået en mangeårig lejeaftale for.

Parterne har besluttet, at købsprisen ikke offentliggøres.

Om Arctic Group
Arctic Group er en familieejet koncern med over 200 medarbejdere. Virksomheden har et bredt sortiment inden for kolonialvarer til købmænd, restauranter og skibe samt dagligvarer og udsalgsvarer til offentlige og private virksomheder.

Om Pisiffik

Pisiffik A/S er en grønlandsk detailkæde bestående af 48 butikker og 750 medarbejdere fordelt på den grønlandske vestkyst. Butikskoncepterne omfatter Pisiffik, SPAR, Torrak Fashion, Elgiganten, Pisattat, Nota Bene, Akiki, Sweet Home, JYSK samt KK Engros. Pisiffik har butikker i Qaqortoq, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat.

Powered by Labrador CMS