Pisiffik satser på ungdommen

Den grønlandske butikskæde har store ambitioner om at uddanne fremtidens købmænd.

Kampen om den kvalificerede arbejdskraft i Grønland er hårdere end nogensinde, fortæller Pisiffik-direktør Per Steen Larsen.

Kampen om kvalificeret arbejdskraft i Grønland er jernhård. Det får nu butikskæden Pisiffik til at skrue op for bestræbelserne på at fastholde ungarbejdere – og samtidig arbejder Pisiffik intenst med at udvikle koncernens elever til fremtidens grønlandske købmænd.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

– Selv om 2022 var et hårdt år i dagligvarebranchen med inflation og usikkerhed på grund af krigen i Ukraine, er vi nødt til hele tiden at tænke fremad, så vi bliver ved med at være skarpe i konkurrencen. Det gælder ikke alene konkurrencen om kunderne, men også om de gode medarbejdere, siger Pisiffiks administrerende direktør Per Steen Larsen til Sermitsiaq.

– En særlig medarbejdergruppe er de mange ungarbejdere, som i en kortere eller længere periode har job i vores butikker. Vi styrker nu arbejdet med at fastholde dem i branchen ved at etablere en mentorordning, som skal styrke de unges tilknytning til arbejdsmarkedet og hjælpe dem med de udfordringer, man står med, når man måske har sit første job overhovedet, forklarer han.

Samarbejde med Unicef

– Det sker i samarbejde med Unicef, hvor vi i 2022 er gået sammen om at udvikle en mentorordning, som har til formål at styrke og vejlede unge, så de udvikler sig både fagligt og personligt og bliver velfungerende voksne i arbejde, fortæller Per Steen Larsen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS