Pisiffik leverer rekordresultat i 2021

Dagligvare- og foodservicekoncernen med kæderne Pisiffik, Akiki og Ilva, venter at fortsætte væksten i år efter rekordregnskab i 2021.

Grønlands største detail- og foodservicekoncern Pisiffik A/S, der blandt andet driver kæderne Pisiffik, Spar, Akiki, Torrak Fashion, Jysk og Ilva, kom styrket ud af 2021.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Pisiffik leverede ny rekord sidste år, der var det bedste resultat nogensinde. Omsætningen voksede til 1,4 milliarder kroner, og det var en vækst på fem procent.

Driftsoverskuddet, Ebit, landede på 53,8 millioner mod 51,6 millioner kroner året før, mens overskuddet efter skat steg til 40 millioner kroner. Dermed voksede overskuddet efter skat med seks procent.

- Vi er godt tilfredse med resultatet i 2021, og der er mange årsager til væksten. Flere kunder valgte at handle i vores butikker, samtidig med at de lagde mere i kurven. Stort set alle koncepter gik frem. Specielt vores discountkoncept Akiki havde betydelig vækst. Vi mærker prisbevidstheden blandt kunderne. Derfor vælger flere og flere discount, siger administrerende direktør Per Steen Larsen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS