Pisiffik leverer igen rekord-overskud
Mens turismebranchen har lidt under den verdensomspændende coronapandemi har Grønlands største detail- og foodservicekæde, Pisiffik A/S, formået at øge overskuddet ganske væsentligt.

Pisiffiks årsresultat for 2020 ligger på rekordstore 42,3 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling sammenlignet med regnskabet for 2016.
Ledelsen finder regnskabet ”tilfredsstillende”, hvilket ikke kan undre, når man ser på selskabets nøgletal.
Omsætningen steg
Årsresultatet efter skat steg i forhold til året før med 17 procent, og omsætningen fulgte med og landede på 1.286 millioner kroner, hvilket er en stigning på 9 procent. Stigningen i omsætningen skyldes blandt andet købet af tre detailbutikker af Arctic Retail Group, som Pisiffik lancerede under discountkonceptet AKIKI.
- AKIKI-butikkerne har fået en god start, og de grønlandske forbrugere har taget positivt imod konceptet, fastslås det i ledelsesberetningen.
Profiterer af restriktioner
Ledelsen oplyser, at det specielt er begrebet ”staycation”, der har haft en positiv indflydelse på væksten i detailomsætningen. Pisiffik profiterede således af coronarestriktionerne, der sidste år medførte, at langt de fleste borgere valgte at holde ferie i Grønland.

Omvendt har Pisiffik mærket en nedgang i omsætningen i dets foodservice-ben, som leverer varer til eksempelvis hotelbranchen, der har lidt under tabet af de manglende udenlandske turister.
Ved udgangen af 2020 havde Pisiffik totalt 813 ansatte, som omregnet i årsværk udgjorde 524, hvilket er 23 flere end året før.
Store investeringer
Det fremgår også af regnskabet, som blev godkendt på generalforsamlingen den 24. marts, at virksomheden har investeret ganske meget sidste år.
Investeringerne løb op i lidt mere end 42,5 millioner kroner. Ud over købet af de tre detailbutikker fra Arctic Retail Group er der blevet investeret i udvikling og implementering af et ERP-system, som forventes at blive taget i brug i foodservice primo 2021 og i detail ultimo 2021.
Pisiffik har i dag 52 butikker, der er fordelt i seks byer: Qaqorgtoq, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiat og Ilulissat.
Stabilt selskab
Pisiffik driver butikskæderne Pisiffik, SPAR, AKIKI, Torrak Fashion, JYSK, Sweet Home, Pisattat, SuKu, Elgiganten, Notabene, samt webshoppen Pisiffik.gl og restauranten Sunset Boulevard. Derudover ejer Pisiffik foodservicevirksomheden KK Engros med salg til hele Grønland fra hovedlageret i Nuuk, webshop samt Cash & Carry butikker.
- Denne brede repræsentation af koncepter og geografiske placeringer er med til at sikre et stabilt selskab med et stærkt salgs- og distributionsnet, pointerer ledelsen i sin årsberetning.