Pinngortitaleriffik efterlyser fangers viden om narhvaler

Narhvaler ud for Scoresby Sund skal tælles i april og maj. Fangernes viden skal inddrages i planlægning og gennemførslen af tællingen

Narhval

I april og maj i år vil Pinngortitaleriffik foretage en optælling af narhvaler i et område på 85.000 kvadratkilometer uden for Scoresby Sund.

I den forbindelse opfordres lokale til at bidrage med oplysninger.

- Eftersom det er første gang vi tæller narhvaler uden for Scoresby Sund om vinteren, vil vi høre om fangere og andre interesserenter har viden de vil dele, eller kommentarer som kan hjælpe med planlægning og gennemførelse af tællingen. Det kan for eksempel være oplysninger om steder som er vigtige at inkludere i tællingen, eller tidspunkter hvor det er bedst at tælle, hedder det i et opslag på Naturinstituttets hjemmeside.

Måske separat bestand

Det er NAMMCO's videnskabelige komite, der har anbefalet en tælling i området i april/maj. Den skal dække hele polyniet samt den kendte vinteropholdsplads ud for Blosseville Kysten. Desuden skal tællingen dække et område langs Liverpool Land kysten op til Carlsberg Fjorden samt omkring 150 km ud fra kysten så området over kontinentalsoklen dækkes.

Baggrunden for tællingen er, at en del tyder på, at de narhvaler, der i maj og juni bliver fanget i den nordlige del af Scoresby Sund udgør en separat bestand i forhold til de hvaler, der fanges senere på året i de sydlige og vestlige dele af fjorden.

Ikke umiddelbart håb om højere kvote

Den separate bestand formodes at opholde sig længere nordpå udenfor nationalparken om sommeren.

- Det forventes ikke, at alle de narhvaler som befindes i området, (som er omfattet af optællingen, red.) vil vandre til de områder hvor der er fangst om sommeren, da det er muligt at en del af narhvalerne vil vandre til nationalparken, uden at komme i nærheden af Ittoqqortoormiit.

- Vi forventer derfor ikke at tællingen i sig selv vil resultere i højere kvoter. Tællingen vil dog bidrage til den viden som, sammen med andre undersøgelser, der inkluderer genetik, satellitsporing, analyser af prøver og data fra fangsten, mm., kan blive brugt af NAMMCO, når der skal gives ny rådgivning for Østgrønland.

Der er afsat 50 timers flyvning med en twin otter til optællingen.

Har man relevante oplysninger kan Pinngortitaleriffiks kommunikationschef Else Løvstrøm kontaktes på ellm@natur.gl eller tel: 361293.

Powered by Labrador CMS