Pigen i Umbrella-sagen vil bare have deling af video til at stoppe

Nye sigtelser i Umbrella-sagen påvirker den forurettede unge kvinde voldsomt, siger hendes bistandsadvokat. Politiet mandag har rejst yderligere 148 sigtelser mod personer, der har delt videoen.

Det tager hårdt på den ufrivillige hovedperson i Umbrella-sagen, at delinger af en voldsom og intim video af hende og en jævnaldrende fra 2015 fortsat finder sted.

Det fortæller den unge kvindes bistandsadvokat, Miriam Michaelsen, efter at politiet mandag har rejst yderligere 148 sigtelser mod personer, der har delt videomaterialet.

- Hun er meget påvirket af det og vil jo allerhelst bare videre med sit liv og slippe for at være Umbrella-pigen, siger bistandsadvokaten.

Den dengang 15-årige pige blev i marts 2015 videofilmet, mens hun havde seksuelt samkvem med en jævnaldrende.

Tre andre drenge dukkede op og filmede seancen, der udviklede sig til det, Red Barnet har kaldt "en af de værste seksuelle krænkelser optaget på kamera, man har set i Danmark".

I januar sidste år blev over 1.000 unge sigtet for at dele viedoen. En af dem er fra Grønland.

Nu har politiet så rejst 148 nye sigtelser på baggrund af indberetninger fra Facebook til de amerikanske myndigheder, som har sendt dem videre til Europol.

Miriam Michaelsen har efter eget udsagn dog også haft en finger med i spillet.

Hun har nemlig ansat det, hun kalder "it-nørder", som traver sociale medier igennem for at se, om videoerne stadig er derude.

Når de støder på dem, bliver det meldt til politiet.

- Det har jeg selvfølgelig clearet med hende, og først sagde hun: Behøver vi det?

- Hun har ingen personlig interesse i, at flere bliver sigtet, men hun gav tilsagn, fordi det, der optager hende, er, at folk holder op med at dele det her materiale, siger Miriam Michaelsen.

Den forurettede unge kvinde er tidligere stået frem i medier og har fortalt, hvordan hun har været nødt til at skifte skole flere gange som følge af videoklippene, hvor hendes fulde navn nævnes.

Hun har også døjet med depression og søvnbesvær i kølvandet på sagen.

Otte unge er hidtil blevet idømt betingede fængselsdomme for at dele videoklippene.

I alt er cirka 1150 personer nu sigtede eller dømte for delingerne.

Der ingen personer i Grønland blandt de 148 nye sigtede.

Powered by Labrador CMS