Pia Arke på Brandts i Odense

Pia Arke er helt sin egen, og nu udstilles hendes værker på Kunstmuseet Brandts i Odense.

Pia Arkes værker, som er med på udstillingen Drøm og fortrængning på Kunstmuseum Brandts i Odense. - Knud Fl. Larsen
Pia Arkes værker, som er med på udstillingen Drøm og fortrængning på Kunstmuseum Brandts i Odense. - Knud Fl. Larsen
Pia Arkes værker, som er med på udstillingen Drøm og fortrængning på Kunstmuseum Brandts i Odense. - Knud Fl. Larsen
Pia Arkes værker, som er med på udstillingen Drøm og fortrængning på Kunstmuseum Brandts i Odense. - Knud Fl. Larsen

Drøm og fortrængning hedder udstillingen.

De forskellige værker har tidligere været udstillet på Louisiana ved København og Kunsten i Ålborg. Kurateringen af de tre udstillinger er dog meget forskellig. Kurator i Odense er museumsinspektør Marianne Ager, som Sermitsiaq.AG talte med dagen før udstillingens åbning, hvor der naturligvis herskede travlhed med at få de sidste ting på plads, inden ferniseringen.

Forventer mange besøgende

Kurator Marianne Ager er ikke i tvivl:

- Der skal nok komme mange og se udstillingen. Vi rammer jo lige ned i den debat, der er i Grønland og Danmark om mange ting både fra fortiden og for nutiden. Kunsten kan jo et eller andet, som for eksempel en dokumentarudsendelse i fjernsynet ikke kan.

- Jeg forestiller mig også, at der er mange, som vil bruge udstillingen til at formidle et større kendskab til forholdet mellem Grønland og Danmark. Uden tvivl kommer vi på daglig basis til at trække en masse opmærksomhed.

Pia Arkes forskellige værker fortæller mange ting. Ikke mindst, at forholdet og historien om Grønland og Danmark har mange sider. Hvor det eneste, der er sort hvidt, er Pia Arkes fotografier.

Som Louisiana har også Brandts mange af Pia Arkes værker i deres samlinger.

15 års virke

Pia Arke nåede kun at arbejde med sin kunst i 15 år, inden hun alt for tidligt døde i 2007. Pia Arke blev født i Scoresbysund i dag Ittoqqtoormiit i 1958. Pia Arke var først og fremmest fotograf, men også maleri, performance og video blev der arbejdet med. På udstillingen er der mange eksempler på, hvordan hun blander egne billeder med andres. På udstillingen er der blandt andet den danske telegrafist Sven Lund Jensens fotografier af Pia Arkes mor. Mange af fotografierne er selvportrætter, hvor hun sætter sig selv i scene. Hendes kunst handler meget om de to hjemlande Grønland og Danmark. Hun begyndte med sine selvportrætter i slutningen af 1980’erne. Pia Arke tog billederne i sin lejlighed i København, på et tidspunkt hvor hun gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Værkerne kredser meget om identitet og tilhørsforhold.

Udover billedkunstner var Pia Arke cand.phil. i kunstformidling og multimedidesigner.

På udstillingen er der fem meget store kollager med fotos på baggrund af landkort. 2,10 x 1,80 er de store værker.

Der er fotograferet landskaber i Grønland, som Pia Arke hjemme i København fotograferede igen med sin egen nøgne krop foran.

Med på udstillingen er også Pia Arkes videoperformance Arctic Hysteria.

Pia Arke er i stand til at blande historiefortælling, kortlægning og videnskab sammen.

Udstillingskatalog

Naturligvis hører der et fornemt udstillingskatalog til en fornem udstilling. Forskellige personer belyser her Pia Arkes kunst på mange måder set fra forskellige fagområder. Jessie Kleemann, Kim Leine og Minik Rosing er blandt bidragsyderne. Kataloget kan være med til at give et stort og meget nuanceret kendskab til Pia Arkes arbejder og liv. Kunstværker som rundt omkring i verden bliver mere og mere eftertragtede. Pia Arkes kunst er blandt andet vist i Tyrkiet og Brasilien.

Scoresbysundhistorier

Vil man vide mere om Pia Arke, hendes kunst og ikke mindst om den spændende og meget tankevækkende historie om grundlæggelsen af Scoresbysund i 1924 er bogen Scoresbysundhistorier, som Pia Arke udgav i 2003 ikke til at komme udenom.

Drøm og fortrængning kan ses på Brandts i Odense fra 13. maj til 20. november.

Powered by Labrador CMS