Peter Wistoft: Derfor stopper jeg

Den revisionsuddannede Peter Wistoft har valgt at stoppe som administrerende direktør i Kalaallit Airports for at hellige sit liv ”her i Danmark”, som han formulerer det over telefonen til Sermitsiaq.AG.

Peter Wistoft har sagt sit direktørjob op uden at have andet arbejde på hånden.

- Der er ingen skjulte dagsordener bag den beslutning. Det må også være en direktør forundt at kunne lave et karriereskifte, forklarer direktøren, som igennem de seneste tre år har siddet i direktionen i lufthavnsselskabet og senest som administrerende, da Steffen Ulrich-Lynge tilbage i februar 2019 fik silkesnoren.

- Der er tale om et meget krævende job, uddyber den 56-årige direktør og henviser til, at selskabet allerede på nuværende tidspunkt har indgået 150 kontrakter i forbindelse med det største anlægsbyggeri i Grønlands historie.

Hedt debatemne

Debatten om de nye atlantlufthavne har til tider været ophedet, og som topchef har Peter Wistoft været en af dem, der har måtte agere skydeskive.

- Den offentlighed, som projektet har haft specielt i de første par år, har ikke haft indflydelse på min beslutning. Det handler om, at jeg til oktober vil tage mig et hvil og en god ferie efter tre hektiske år, og derefter vil jeg gå i gang med at finde et job, forklarer Peter Wistoft, der tidligere har været indehave af Deloitte i København og Grønland.

- Bølgerne gik højt i starten, men jeg må sige, at det seneste år har der været mere ro om projektet, lyder det.

Fortsætter bestyrelsesarbejde

Han vil fortsætte i bestyrelsen for Grønlandsbanken, og det er da hans forventning, at det fremtidige job også vil have noget med tal og økonomi at gøre.

- En ting er sikkert: Jeg er i hvert fald ikke talblind, lyder det muntert fra topchefen, der stopper ved udgangen af september.

Powered by Labrador CMS