Gå til hovedindhold

PET sigter tre for spionage

Fra 2012 til 2018 skal tre mænd havde spioneret til fordel for Saudi-Arabien, lyder sigtelse.

Tre ledende medlemmer af gruppen ASMLA er mandag blevet anholdt og sigtet for spionage i Danmark fra 2012-2018 til fordel for Saudi-Arabien.

Det oplyser PET-chef Finn Borch Andersen på et pressemøde.

De tre mænd er i forvejen sigtet for at have hyldet en terrorhandling i Iran i september 2018. Det blev de sigtet for i november 2018, og i den forbindelse blev deres bopæl og en tv-station i Ringsted ransaget.

- Vi har siden ransagningerne gennemført et særdeles omfattende efterretnings- og efterforskningsarbejde i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det har ført til, at de tre ledende medlemmer af ASMLA i dag er blevet anholdt og sigtet for spionage. Det er PET’s opfattelse, at de tre personer i perioden fra 2012 til 2018 har spioneret for en saudi-arabisk efterretningstjeneste, siger Finn Borch Andersen.

De er sigtet efter paragraf 108 i straffeloven, der drejer sig om at gøre noget, som sætter en fremmed efterretningstjeneste i stand til at virke på dansk territorium. Det kan straffes med op til seks års fængsel.

ASMLA står for gruppen Arab Struggle Movement for the Libération of Ahwaz, der af den iranske regering beskyldes for at have stået bag angreb på iransk militær.

PET frygtede sidste efterår, at en leder af ASMLA skulle dræbes i Ringsted. ASMLA kæmper for en selvstændig stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz.

Ifølge det iranske regime er ASMLA en terrororganisation.

Da det mislykkedes for betjente at stoppe en hurtig Volvo på Sjælland 28. september, vurderede PET, at bilen havde noget at gøre med, at et attentat var under opsejling.

Derfor gik det åbne politi i en stor aktion. Betjente spærrede veje og havne, og flere tusinde mennesker blev berørt.

Mændene har derfor været beskyttet af PET, fordi der har været trusler mod iranerne fra Iran. PET har altså beskyttet de mistænkte for spionage, mens de ifølge sigtelsen skal have udført spionage.

- Vi er forpligtet til at beskytte folk, som er udsat for en trussel, siger Finn Borch Andersen.

- Det er vores lod at gøre begge dele, siger han.

Sigtelse mod føringsofficer

På pressemødet fortæller Finn Borch også, at der er rejst en ny sigtelse mod en føringsofficer i en iransk efterretningstjeneste i sagen om det påståede forsøg på at dræbe en eksiliraner i Ringsted.

Føringsofficeren er mandag blevet varetægtsfængslet in absentia ved et retsmøde i Retten i Roskilde. Det betyder, at han ikke var til stede og dermed nu kan efterlyses internationalt.

Han er sigtet for spionage og medvirken til forsøg på manddrab.

I forvejen er en 40-årig mand sigtet for at have medvirket til at forberede et attentatforsøget.

Blandt andet skal han have fotograferet et boligområde. Desuden sigtes han for at have bistået en fremmed efterretningstjeneste på dansk jord. Manden nægter sig skyldig.

Han har siddet fængslet i snart et år. På baggrund af en dansk fængslingskendelse blev han pågrebet ved Göteborg 21. oktober.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER