håndbold
Perfekt trænerstart for Jakob Larsen i Super Cup-finale
Tirsdag aften stod Jakob Larsen med stor succes for første gang i en betydningsfuld kamp i spidsen for de danske mestre Nykøbing Falster Håndbold
Super Cup 2017 fandt sted i den store arena i Roskilde Kongrescenter. I en Super Cup mødes mestrene fra den almindelige turnering og pokalmestrene. I år de danske mestre Nykøbing Falster Håndbold mod pokalvinderne fra Randers HK og på herresiden tørnede mestrene fra Aalborg Håndbold sammen mod pokalmestrene fra Skjern Håndbold.
Tidligt på sæsonen
Det er tidligt på sæsonen, at der skal spilles om det første store trofæ. Det er altid spændende at se, hvordan de forskellige hold er kommet igennem sommerpausen. I opstartsfasen er der i mange klubber flere nye spillere og nogle steder også nye trænere, som skal spilles ind. I Nykøbing Falster, hvor Jakob Larsen er kommet til som cheftræner efter skiftet fra GOG, er der hele otte nye spillere, der skal spilles ind.
Sejr til Nykøbing Falster
Jakob Larsen fik en perfekt begyndelse med sin nye klub. Nykøbing Falster vandt en overbevisende sejr på 30-23 over Randers HK efter 16-15 ved pausen.
- Det gik, som vi drømte om, sagde Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG efter kampen og fortsatte:
- Vi var lige ved at blive hentet i de sidste minutter inden pausen, hvor vi havde problemer. I pausen får vi talt tingene igennem og får blandt andet styr på nogle sproglige misforståelser i forsvarssamarbejdet. Grundet en skade blev vi nemlig tvunget til at ændre på opstillingen i forsvaret.
- Skal det sammenfattes kort, så synes jeg, at vi spiller en fin 2. halvleg slutter Jakob Larsen.
De store profiler
På Nykøbing Falsters hold er Kristina ”Mulle” Kristiansen den helt store profil. Der er er dog mange andre, der byder sig til. I går blev svenske Johanna Westberg kampens topscorer med 11 mål og blev kåret til kampens spiller. I målet diskede den danske landsholdsspiller Cecilie Greve især i 2. halvleg op med mange fine redninger.
Udover æren og den store pokal var der også en kontant belønning på kr. 75.000 til Super Cup vinderne.
Skjern Håndbold vandt
På herresiden vandt Skjern Håndbold overbevisende 28-17 over Aalborg Håndbold.