selvstændighed

Per Stig Møller frygter militært pres på et selvstændigt Grønland

Den tidligere udenrigsminister argumenterer for, at der skal være 'tillid som mellem søskende' mellem Danmark og Grønland

Offentliggjort

Danmarks tidligere udenrigsminister mener, at det vil være 'geopolitisk hasard for Grønland og et stort både følelsesmæssigt og geopolitisk tab for Danmark', hvis Grønland erklærer sig uafhængigt. Det skriver han i en kronik i Berlingske.

Per Stig Møller skriver, at mange i Danmark nok vil modtage en grønlandsk erklæring om uafhængighed med lettelse, da Danmark vil spare bloktilskuddet på 3,7 milliarder kroner. Men han mener, at det ville være uklogt af Danmark blot at trække på skulderen af dette.

For Grønlands vedkommende frygter han, at stormagterne vil lægge pres på i tilfælde af en uafhængighed.

- I den situation vil USA, Rusland og Kina holde nøje øje med, hvad der foregår i Grønland, og hver for sig vil de søge at forhindre, at Grønland hælder for meget til den ene eller den anden side.

- Militariseringen af Polarhavet vil vokse, og dermed også stormagternes forsøg på at dominere Grønland. Måske via økonomisk pres. Måske via et militært.

Men hvis Rigsfællesskabet ikke skal forsvinde, så kræver det en 'tillid som mellem søskende', skriver han videre.

- Netop for at bevare Rigsfællesskabet skal Grønland føle sig ligeberettiget med Danmark og Færøerne. Alle tre skal føle sig hjemme, og alle tre skal bevidst foretrække det fremfor alternativet.

Per Stig Møller mener, at den tillid mangler i dag. Blandt andet kritiserer han den tidligere SR-regering for dens håndtering at servicekontrakten på Pituffik.

- Har de grønlandske politikere ikke tillid til, at den danske regering varetager deres interesser, hvor den skal, vil de selvfølgelig selv forfølge dem uden dansk indblanding, skriver han.

Powered by Labrador CMS