Kommune Kujalleq

Pensionister fik for mange penge fra det offentlige

Revision klandrer Kommune Kujalleq for at lave for mange fejl, når der skal udbetales førtidspension og alderspension. Vi er ved at stramme op, svarer kommunen

Kommune Kujalleq er ved at rydde op i udbetalingen af ydelser til førtidspensionister og alderspensionister. Foto fra Qaqortoq
Offentliggjort

Nogle personer, som er over 65 år og som bor i Kommune Kujalleq, har modtaget for mange penge fra den offentlige kasse til at klare sig for.

Det viser en revisionsgennemgang fra BDO Revision på baggrund af de nyeste tal fra 2015.

Læs: Kludder og kaos i Kommune Kujalleq

Modregning
Revisionen konstaterer fejl blandt andet ved, at der i lighed med året før stadig forekommer problemer med modregning af offentlig hjælp i de tilfælde, hvor førtidspension bevilges med tilbagevirkende kraft. I flere sager er der blevet modregnet for lidt i udbetalt offentlig hjælp.

Rod om pension
- Det er konstateret, at der på kontoen for førtidspension forekommer posteringer, hvor modtageren er fyldt 65 år. Førtidspensionister, der fylder 65 år, skal i måneden efter 65 års fødselsdagen overgå til alderspension. skriver BDO Revision i sin gennemgang og påpeger:

- Da forholdet har refusionsmæssig betydning, og for nogle personer måske også udbetalingsmæssig betydning anbefales det, at området gennemgås med henblik på berigtigelse.

Manglende opdatering
I en del af de gennemgåede sager foreligger der ikke ansøgning om førtidspension, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, at revalidering har været forsøgt.

I flere sager konstaterer de uafhængige revisorer, at der modregnes for lidt i udbetalt offentlig hjælp.

Til efterretning
Hos Kommune Kujalleq oplyser økonomichef Kim Rosendahl, at revisionens bemærkninger er taget til efterretning.

Kim Rosendahl oplyser, at nogle af sagerne konkret drejer sig om, at der bliver bevilliget førtidspension med tilbagevirkende kraft. Her kan der være reguleringer tilbage til flere måneder eller op til et år ud fra, hvornår ansøgningen om førtidspensionen er modtaget.

Ikke ført ajour
I mellemtiden kan personen have modtaget offentlig hjælp, som så skal modregnes ved beregningen af førtidspensionsoprettelsen. Underretningen om modregning af bevilliget førtidspension skal normalt leveres af det sociale område i kommunen.

Her opstår fejlen ved, at der ved bevillingsskrivelsen ikke er ajourført, hvad der skal modregnes ved den første beregning af førtidspension.

- Der er en igangværende gennemgang af forretningsgangsbeskrivelser og procedure vedrørende hele det sociale område, fremhæver økonomichef Kim Rosendahl.

Powered by Labrador CMS