Pele: Vi går ikke i en ny koalition med Kim

PN fortryder ikke, at man brød med den Siumut-ledede koalition for et år siden. Partiet går efter at blive del af et nyt Naalakkersuisut efter et valg.

Den yngre og den ældre generation i Partii Naleraq. Skal Pele Boberg overtage formandsposten?

For et år siden gennemlevede det politiske liv i landet nogle dramatiske døgn. Søndag 9. september 2018 meddelte Partii Naleraq at partiet trækker sig fra den Siumut-ledede koalition kun fire måneder efter valget. Udløseren var lufthavnsaftalen med den danske stat, men partiformand Hans Enoksen gjorde det klart, at man generelt var utilfreds med samarbejdet i koalitionen.

- Vi har på intet tidspunkt fortrudt, at vi trådte ud af koalitionen. Hvis vi har fortrudt noget, så er det, at vi overhovedet stolede på Kim Kielsen i først omgang, siger en af partiets mest profilerede politikere, Pele Broberg til Sermitsiaq.AG.

Ingen tillid til Kim

Efter Partii Naleraq smækkede med døren, blev det vanskelligt for Siumut at finde et nyt flertal. IA takkede hurtigt nej og Demokraatit gik efter lange forhandlingsrunder udelukkende med til at være støtteparti.

- Problemet er Kim Kielsens lukkede ledelsesstil, hvor han ikke inddrager andre. Folk vil ikke være naalakkersuisoq under ham, siger Pele Broberg.

- Vi kommer på intet tidspunkt til at være del af et Naalakkersuisut, hvor Kim Kielsen er formand. Det er naturligvis op til Siumut at vælge den ledelse, som partiet foretrækker, men vi siger blot, at vi ikke kan stole på den nuværende ledelse.

Klar til tage ansvar igen

Pele Broberg understreger, at det ikke betyder, at partiet slet ikke kan forestille sig at deltage i en koalition, snarere tværtimod.

- Vi går helt klar efter at blive regeringsparti efter et eventuelt valg. Vi er ikke bange for at påtage os ansvar, hvis befolkningen ønsker det.

Pele Broberg har tidligere fortalt, at han mener, at man bør udnytte den nuværende amerikanske opmærksomhed til at arbejde for partiets mål om hurtig selvstændighed. Han forestiller sig, at det nuværende rigsfællesskab kan afløses af en free-association aftale med Danmark. I den forbindelse er partiet også parat til at stille sig i spidsen for landet.

- Jeg mener ikke, at det er uopnåeligt, at vi på et tidspunkt kan overtage posten som formand for Naalakkersuisut. Men endnu engang må jeg understrege, at det er afhængigt af, hvem befolkningen vælger at give ansvar. Vi vil søge samarbejde med dem, der sammen med os vil arbejde for selvstændighed, siger Pele Broberg, der i stadig stigende grad tegner partiet.

Ny formand?

Partii Naleraq har først sit næste ordinære landsmøde til næste år, men nu overvejer man om det skal holdes tidligere. Pele Broberg er lige nu ikke medlem af hovedbestyrelsen, en kendsgerning som både han og andre gerne ser ændret.

- Der er en del unge veluddannede, der er blevet del af partiet siden den nuværende bestyrelse blev valgt. Vi drøfter, hvordan de kan få en klarere stemme i partiet, siger han.

Partiformand Hans Enoksen har siden valget i 2018 ved flere lejligheder signaleret, at han sagtens kan forestille sig en mere tilbagetrukken rolle i partiet. Således bad han som bekendt den helt nyvalgte Pele Broberg om at overtage posten som naalakkersuisoq for finanser, mens han selv overtog den mere upolitiske post som formand for Inatsisartut. Under forårets valgkamp til folketinget var det igen Pele Broberg, der lagde linjen ligesom, det har været ham, der har udtalt sig i forbindelsen med hele turbulensen omkring Donald Trump.

Derfor vil det ikke være overraskende, hvis Hans Enoksen er ved at gøre klar til et generationsskifte, når vælgerne er klar til de yngre kræfter.

Powered by Labrador CMS