Hans-Pavia Rosing 60 år
Han har ladet sin stemme høre både politisk, på teaterscenen og i sangkor, Hans-Pavia Rosing, som fylder 60 år i dag.
Hans-Pavia Rosing er søn af seminarielærer og MF'er Nikolaj Rosing og hans hustru, Marie Rosing. Hun er æresborger i Nuuk og en af hovedstadens ældste bysbørn.
Hans-Pavia Rosing er blandt andet uddannet som translatør i engelsk/dansk og ifølge tidl. redaktør Jørgen Fleischer en af de få grønlændere, som virkelig behersker verdenssproget. I dag arbejder det tidligere folketings- og landsstyremedlem fra Nuuk i sit eget firma, hvor han oversætter og arrangerer konferencer.
Rosing sad i Folketinget fra 1987 frem til 2001 for Siumut og var tilknyttet den socialdemokratiske folketingsgruppe. Samtidig var han modstander af amerikanske planer om et missilskjold med Thule-radaren som deltager. Han gjorde også opmærksom på, at Danmark skulle sørge for at være tidligt med i spillet om retten til områderne ved Nordpolen.
I Grønland var Hans-Pavia Rosing medlem af landstinget i perioden 1983-1984 og landsstyremedlem for økonomi i 1986-1987.
Rosing har arbejdet for at samle inuit i Grønland, Canada og Alaska. I 1980 blev han den første præsident for Inuit Circumpolar Conference, som han stod i spidsen for til 1986. I 1975 var han medstifter af World Council of Indigenous Peoples.
På kulturfronten har han arbejdet både organisatorisk, i digterens værksted og på scenen. Han var medstifter af sangkoret NIPE samt medforfatter og skuespiller i tv-spillet "Den Blåøjede Satan" 1976 og i teaterstykket "Fiasko" i 1965.
»Som menneske rager Hans-Pavia højt op. Han er af rolig og tillidsvækkende væsen, og han har en meget smuk, dyb stemme« lyder beskrivelsen af søndagens fødselar fra Jørgen Fleischer i denne uges udgave af Sermitsiaq.