Pavia Hamann fundet død

Østjyllands Politi har bjærget et lig fra Randers Fjord efter en borger henvendte sig til politiet. Politiet regner med, at det er Pavia Hamann.

En livløs mand er fundet i Randers Fjord i går lørdag eftermiddag. Østjyllands Politi har en formodning om, at det er den forsvundne 47-årige Pavia Hamann.

Det skriver TV2 Østjylland.

- Vi har en kraftig formodning om, at det er Pavia. Påklædning og personlige papirer, han er i besiddelse af, tyder på det, siger Michael Ørum Møldrup, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Pavia Hamann blev sidst set den natten til den 10. februar i år, og han har senest givet lyd fra sig i en telefonsamtale med sin far kl. 04.30 samme nat, hvor han oplyste, at han befandt sig på en mark.

Ligsyn er afgørende

Politiet venter på ligsynet, der skal afgøre, om det er den forsvundne grønlandske mand, der nu er fundet.

Ligsynet vil give endegyldigt svar på, om det er Pavia Hamann, der er blevet fundet i vandet. Politiet forventer svar mandag, skriver TV2 Østjylland.

Ifølge Østjyllands Politis twitter er de pårørende underrettet.

Powered by Labrador CMS