Pas på: Snyde-SMS i omløb - slet den!

En SMS, der på engelsk fortæller, at du har vundet 1000 dollars, er i omløb og sendt til mange mobilkunder i Grønland. Klik endelig ikke på det link, som SMS’en indeholder.

SMS, mobiltelefon

Grønlandsbanken står som afsender af en SMS, der potentielt kan give dig store problemer, hvis du trykker på det link, som er indlejret i SMS’en.

SMS-meddelelsen kan, hvis du aktiverer linket, typisk skade din mobiltelefon, alternativt installere skadelig kode, der eksempelvis kan aflure loginkoder etc.

Slet beskeden

Det er ikke kun Grønlandsbankens kunder, der modtager SMS-beskeden. Mobilbrugere, der ikke er kunde hos Grønlands største bank, har også modtaget SMS’en.

Grønlandsbanken, hvis navn bliver misbrugt, skriver på sin hjemmeside:

- Der sendes i øjeblikket falske SMS’er med Grønlandsbanken som afsender. I beskeden står der, at vedkommende har vundet 1000 $. Vi anmoder på det kraftigste, at linket i sms’en ikke klikkes på, og at man sletter beskeden.

Powered by Labrador CMS