Passagererne har ret til kompensation

Det siger specialkonsulent for SLV, Karen Riis Kjølbye, til CHECK-IN.dk

Passagererne fra København har krav på kompensation på 400 euro, mener Statens Luftfartsvæsen. Foto: Leiff Josefsen.

Den netop afblæste luftfartskonflikt i Grønland får nu den konsekvens, at passagerer fra Københavns Lufthavn, hvis rejse til Grønland er blevet aflyst, har krav på en økonomisk kompensation på 400 euro. Statens Luftfartsvæsen (SLV) slår fast, at ifølge EU forordningen 261/2004 skyldes kompensationen, at passagererne ikke er blevet informeret om aflysningerne mindst to uger før det planlagte afgangstidspunkt, og at der ikke er tale om usædvanlige omstændigheder, skriver hjemmesiden check-in.dk og Travel People.

I fredags blev konflikten mellem Air Greenland og piloterne afsluttet, efter at parterne nåede til enighed omkring en ny overenskomst. Men nu viser det sig, at de berørte passagerer af konflikten, der har haft billet fra København til Grønland, har krav på en økonomisk kompensation, eftersom deres flyafgang ikke blev meddelt aflyst mindst to uger før afrejse.

Baggrunden er, at passagerer, der har haft flybillet til Grønland fra Københavns Lufthavn inden for de sidste to uger, har krav på en økonomisk kompensation. Ifølge EU forordningen 261/2004, lyder det, at for at et luftfartsflyselskab skal undgå at give passagererne en økonomisk kompensation, skal selskabet give passagererne besked om den aflyste afgang mindst to uger før det planlagte afgangstidspunkt. Men eftersom Air Greenland stoppede med at flyve fra den ene dag til anden, og at konflikten kun stod på i seks dage, har selskabet ikke kunne oplyse passagererne om de aflyste afgange to uger inden afrejse, som der står i den omtalte EU forordning.

Godt nok siger EU forordningen 261/2004, at passagererne ikke har krav på en økonomisk kompensation, hvis der er tale om usædvanlige omstændigheder, men ifølge Statens Luftfartsvæsen (SLV) er Air Greenlands lockout af piloterne og kabinepersonalet ikke usædvanlige omstændigheder, skriver Check-in.

”Denne her konflikt betragtes ikke som usædvanlige omstændigheder, og derfor skal passagererne have en økonomisk kompensation. Air Greenland har ikke løftet bevisbyrden og skal derfor udbetale en kompensation,” siger specialkonsulent for SLV, Karen Riis Kjølbye, til CHECK-IN.dk og tilføjer, at der for eksempel kunne være tale om usædvanlige omstændigheder, hvis Air Greenland skulle lande i et land, hvor der var udbrudt strejke i den pågældende lufthavn, men i den konkrete konflikt er Air Greenland medansvarlig i lock-outen, der nu er afblæst.

Tidligere har Air Greenland afvist, at passagererne har krav på en økonomisk kompensation.

Powered by Labrador CMS