Passagerere yderligere forsinket

Heller ikke søndag kunne Air Greenland lande i Narsarsuaq på grund af lave skyer og dårlig sigtbarhed, og passagererne til og fra Sydgrønland er blevet yderligere forsinket.

Passagererne til og fra Sydgrønland er blevet yderligere forsinket. Foto: Leiff Josefsen

Lørdag måtte flyet fra København til Narsarsuaq omdirigeres til Kangerlussuaq af samme grund, hvor passagererne blev sat af og overnattede. Air Greenland indlejede et ekstra fly fra Jet Time til at flyve fra København via Kangerlussuaq søndag for at samle de forsinkede passagerer op og flyve dem til Narsarsuaq og tage passagererne derfra med til København.

Men sådan kom det desværre ikke til at gå. Jet Time-flyet hentede ganske vist passagererne i Kangerlussuaq og fløj mod Narsarsuaq, men undervejs forværredes vejret i Sydgrønland, og flyet måtte returnere til Kangerlussuaq.

I stedet bliver der mandag indsat tre ekstra flyvninger med DASH 7 og DASH 8 fra Kangerlussuaq til Narsarsuaq for at få de sydgående passagerer frem til deres endelige destination.

Det lykkedes ikke Air Greenland at leje et ekstra fly til at flyve fra Narsarsuaq til København mandag, og på Air Greenlands to ordinære flyvninger over Atlanten fra Kangerlussuaq mandag er der kun plads til 16 af de Danmarkspassagerer, som er strandet i Narsarsuaq. De 16 kommer med en DASH til Kangerlussuaq i dag mandag og videre til Danmark med aftenafgangen. De resterende cirka 110 passagerer fra Sydgrønland til Danmark bliver hentet med en ekstra flyvning på tirsdag.

Powered by Labrador CMS