Passager: Elendig information fra Disko Line

Michael Nielsen sidder fast i Narsarsuaq. Han mener Disko Line giver mangelfuld og forkert information

Offentliggjort

I går formiddag var meldingen på Disko Lines hjemmeside, at al sejlads i Sydgrønland var aflyst på grund af storisen. Helikoptertransporten var der ingen anmærkninger til. Om eftermiddagen var der så noteret, at der var normal trafik.

Det stemte imidlertid ikke overens med den oplevelse, som Michael Nielsen og en række andre passagerer havde ude i det virkelige liv. De sad nemlig i Narsarsuaq og ventede på at komme til Nanortalik.

- I går onsdag aflyste Disko Line helikopteren, og idag torsdag klokken 19 har jeg stadig intet hørt fra Disko Line og venter stadig i Narsarsuaq, fortalte han i går.

I dag er han fortsat ikke kommet til Nanortalik. Hjemmesiden meddeler i dag, at bådene ikke sejler samt at helikopteren har en ændret fartplan.

- Alle berørte passagerer får direkte besked, står der videre.

Den seneste melding til Michael Nielsen er, at der er en afgang klokken 18.15 i aften, men han tør ikke stole på det inden han rent faktisk sidder i helikopteren. Han mener nemlig, at informationsniveauet generelt har været meget ringe.

- Disko Line kender intet til ordenlig service og informationer til deres rejsende, siger han.

Hos Disko Line håber man på, at de aktuelle problemer bliver løst i dag.

- Der er 15 strandede passagerer i Narsarsuaq, lidt færre ude på kysten. Hvis helikopteren imidlertid gennemfører dagens flyvninger planmæssigt, vil der være ryddet op for passagerer i dag, skriver Frederik Sandgreen fra Disko Line i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS