Partii Naleraq: Send flygtningen retur

Den østeuropæiske flygtning, der pludselig kom til Nuuk fredag den 12. april, skal sendes retur til Danmark, mener Partii Naleraq.

Pele Broberg ønsker flygtningen sendt retur til Danmark.

Partii Naleraq fastslår, at de danske myndigheder ikke har lovhjemmel til at sende en flygtning til Grønland, hvilket skete op til påskeugen. Partiet henviser til en redegørelse om udlændingeområdet, ”hvor det også klart er beskrevet, at der mangler en kortlægning af håndteringen, såfremt det bliver aktuelt”, skriver Pele Broberg i en pressemeddelelse.

Pele Broberg finder det uforståeligt, at flygtningen er kommet til Danmark.

Intet er klarklagt

- Især når alle udgifter der normalt påhviler den danske stat, herunder repatrieringsloven samt integrationsloven, ikke er sat i kraft for Grønland og udgifterne der er forbundet med den danske stats handlinger ikke er klarlagt, understreger Partii Naleraq-politikeren.

Han henviser også og mener at have støtte i Selvstyrelovens afsnit 4.4.11 i bemærkningerne, hvor det fremhæves:

  • - Et særligt kendetegn ved den gældende udlændingelovgivning er, at Grønland i udlændingeretlig forstand udgør et adskilt rejse- og opholdsområde.

Samt:

  • - Integrationsministeriets opgaver i øvrigt i relation til integrationsindsatsen vedrører i det væsentlige integrationen af flygtninge…

Pele Broberg påpeger, at folketingsmedlemmerne, der repræsenterer Grønland, udtrykker ønsker ”i strid med Selvstyreloven og ønsket om større selvbestemmelse”.

Indstil modtagelser

- I tråd med overtagelse af ansvarsområder vil beslutningen om at godkende asyl i fremtiden bero på en beslutning i Grønland. Indtil da mener vi at modtagelse af flygtninge skal indstilles, og flygtninge skal sendes tilbage til Danmark, i tråd med de konventioner Danmark har tiltrådt, fastslår Partii Naleraq.

Powered by Labrador CMS