Partii Naleraq udskyder landsmøde

I modsætning til Siumut vil Partii Naleraq udskyde sit landsmøde med henvisning til den opblussen af Covid-19, der opleves i Danmark og flere andre europæiske lande.

Pele Broberg og Hans Enoksen, der tegner Partii Naleraq, har valgt at udskyde partiets landsmøde.

At politiske partier er undtaget rejserestriktionerne internt og på tværs af kommunegrænserne i landet har skabt røre, hvilket Siumut har valgt at sidde overhørig.

Partii Naleraq skriver om årsagen til at udskyde landsmødet, der oprindeligt var planlagt til at foregå i oktober, følgende:

- Årsagen hertil skyldes, at man i disse dage i resten af verden oplever en stigende opblussen af covid-19, samt ikke mindst fordi vi opretholder en direkte flyforbindelse med Danmark, hvor covid-19 situationen bliver mere og mere anstrengt, fremgår det af en pressemeddelelse.

Alle bør behandles ens

Og videre:

- Ikke mindst har Naalakkersuisut udsendt en bekendtgørelse, der forskelsbehandler forskelligartede samfundsbaserede arrangementer, der forhindrer flere interesseorganisationer i at afholde deres landsmøder. Vi oplever endda, at mange idrætsarrangementer ikke kommer til at mødes og konkurrere. Naalakkersuisut kan ikke tillade sig, at udstede bekendtgørelser der kun favoriserer dem selv, hvilket kun skader demokratiet og desuden bør alle borgere behandles ens ud fra et lighedsprincip, mener partiet, der finder det ude af proportioner, hvis partiet skulle gennemføre sit landsmøde i oktober.

Partiet har endnu ikke taget stilling til en ny dato.

Powered by Labrador CMS