kommunalvalg

Partiforening banker deres formand på plads

Demokraterne i hovedstaden undsiger Randi Vestergaard Evaldsen. Hun var klar til at pege på den borgmesterkandidat, der tilbyder mest. Demokraternes lokale formand fastslår imidlertid, at der skal peges på Asii Chemnitz Narup som borgmester.

Randi Vestergaard Evaldsen skal pege på Asii Chemnitz Narup, som Demokraternes foretrukne borgmesterkandidat, fastslår den lokale partiforening i Nuuk.
Offentliggjort

Demokraterne i Sermersooq Vest går nu i rette med deres mest profilerede kandidat ved kommunevalget, partiformand Randi Vestergaard Evaldsen.

Glad for nuværende koalition
Hun havde åbnet op for, at Demokraterne både kunne pege på Asii Chemnitz Narup (IA) og Martha Lund Olsen (S).
Men det kan hun godt glemme alt om, fastslår den lokale partiforening.

Læs også: Randi kan blive tungen på vægtskålen

- Vi arbejder for at fortsætte den nuværende koalition, fastslår formand for Demokratiit i Sermersooq Vest, Tillie Martinussen, over for Sermitsiaq.AG.

Demokraterne var ved sidste valg tungen på vægtskålen i Kommuneqarfik Sermersooq. Skulle de igen komme i den situation, så var Randi Vestergaard Evaldsen parat til at udnytte den til at presse flest mulige mærkesager igennem.

På spørgsmålet fra AG om, hvem af de to kandidater partiet vil pege på, svarede hun:

- Det kommer udelukkende an på hvilket parti, der har mest at tilbyde. Vi er interesseret i at få vores politik gennemført, og ser ikke på personer.

Lokal bestyrelse bestemmer
Men den holdning var ikke blevet afstemt med den lokale partiforening, og det er den, der bestemmer, fastlår Tillie Martinussen.

- Det er bestyrelsen, der lægger strategien for valgkampen og for de efterfølgende koalitionsforhandlinger, siger hun.

Ganske vist mener også hun, at partiet skal sætte det størst mulige liberale fingeraftryk på en mulig koalitionsaftale. Men den foretrukne parti i Kommuneqarfik Sermersooq er og bliver venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit.

- Vi har været meget glade for samarbejdet, hvor vi har opnået en stribe positive resultater. Det arbejde vil vi gerne fortsætte, siger Tillie Martinussen.

"Randi er klar over, hvad vi mener"

Herefter remser hun resultaterne op lige fra en forbedret økonomi, en styrket byplanlægning og til en opgradering af folkeskolen.

Tillie Martinussen ønsker ikke at gøre for meget ud af uenigheden med Randi Vestergaard Evaldsen. Men hun gør det klart, at partiformanden har fået besked på, hvad den officielle lokale linje er.

- Vi har drøftet Randis udtalelser med hende. Hun er klar over, hvad vi mener, slutter Tillie Martinussen.

Powered by Labrador CMS