Partier: Kim bør tale på vegne af hele Grønland

Alle politiske kræfter bør inddrages forud for Kim Kielsens møde med Donald Trump, lyder det fra oppositionspartierne

Naalakkersuisut bør inddrage samtlige partier forud for mødet med Donald Trump. Sådan lyder det fra flere af to af oppositionspartierne.

- Et samlet Grønland skal repræsenteres til mødet, siger IA-formand Múte Bourup Egede i et videobudskab, som han har udsendt på facebook.

Partii Naleraq er enig.

- Selv om vi ikke sidder i regering, håber vi, at landsstyreformand Kim Kielsen indbyder alle partiers formænd til en debat om, hvad han skal overbringe af prioriterer og budskaber til Trump, siger Pele Broberg (PN) til Information.

Møder på det niveau, som Kim Kielsen nu skal deltage i, vil - især når de handler om sikkerhedspolitik - være pålagt en høj grad af fortrolighed.

Oprustning

IA mener dog, at Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg som minimum bør informeres om dagsordenen for mødet.

- Ligeledes regner vi bestemt med, at formanden for Naalakkersuisut vil høre udvalget, før sin afrejse. Det vil være passende om formanden for Naalakkersuisut sørger for at have hele Inatsisartut bag sig, under sit møde med USA’s præsident, lyder det fra IA's medlemmer af udvalget, Peter Olsen Sofia Geisler og Mùte Bourup Egede

Både Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq ser med bekymring på den stigende militarisering af Arktis.

- Fra vores parti har vi været ganske klare i vores udmeldinger, om at vi ikke ser Grønland stå uden for NATO´s beskyttelse. Dog uden Danmarks militære tilstedeværelse, men mere civilt orienteret som på Island, siger Pele Broberg i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS