Partier udvandrer i vrede fra Inatsisartut-salen

Siumut og Demokraterne forlod efter blot få minutter et møde i Inatsisartut. Det skete i protest, da partierne forgæves forsøgte at få Naalakkersuisut til at forholde sig til en voldsom sag om en folkevalgt, der florerer på de sociale medier.

Andendagen ved den konstituerende samling i Inatsisartut begyndte således dramatisk, da partierne skulle vælge medlemmer til lovudvalget. Her tog flere Siumut-medlemmer ordet umiddelbart inden godkendelse af de indstillede kandidater.

Vivian Motzfeldt påpegede, at koalitionen har fremhævet ,at de vil arbejde for børns vilkår her i landet. Blandt andet ved oprettelsen af et departement for Børn og Familie.

Siumut mente, at det var tvingende nødvendigt med fokus på den voldsomme sag, der deles i hastigt tempo på de sociale medier, og som involverer en folkevalgt fra et koalitionsparti.

Et billede af en politikers kæreste med blod i ansigtet er blevet delt på Facebook. Ligeledes er en livevideo af et optrin i parrets hus natten til lørdag, som er filmet af parrets søn blevet delt.

Folkevalgte skal være forbilleder

Den slags skal ikke finde sted med en folkevalgt involveret, understreger Vivian Motzfeldt overfor Sermitsiaq.AG og tilføjer:

- Vi folkevalgte bliver målt og vejet på alle måder, inden vi får lov at tage plads i Inatsisartut. Vi kan ikke acceptere, at der foregår den slags i en politikers hjem. Vi skal være forbilleder, også når det handler om at passe på børnene. Vi kan ikke acceptere den slags, siger hun.

Formanden for Inatsisartut, Hans Enoksen, bad Vivian Motzfeldt og Kim Kielsen, der også ville blande sig i debatten, om at holde sig til dagsordenspunktet.

Erik Jensen bad herefter om en pause.

Naalakkersuisut bør vurdere om de vil acceptere sådanne forhold. Men min anmodning om en pause blev afvist Hans Enoksen, fortæller Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

Vivian Motzfeldt forklarer, at Siumuts gruppe ikke kunne blive i salen, når partiet i en så alvorlig sag får mundkurv på.

Fik ikke ørenlyd

Det kan vi ikke acceptere. Sagen omtales overalt på de sociale medier. Det kan vi politikere ikke lukke øjnene for, lyder det fra Vivian Motzfeldt, der bakkes op af Demokraternes Anna Wangenheim.

- Vi kan ikke stiltiende acceptere den form for opførsel fra vores folkevalgte. Børn skal beskyttes. Præcist, som den nye koalition slog sig op på under valgkampen.

Hun understreger, at uanset hvad der er foregået i situationen, er det et barn, der filmer det voldsomme optrin, hvor en forælder ligger på gulvet, mens den anden truer verbalt.

Demokraatit forsøgte i lighed med Siumut at få orden, men Hans Enoksen valgte at ignorere talerækken.

Powered by Labrador CMS