Partier forsigtige omkring genåbning

Det er tid til at åbne samfundet mere op, men det skal foregå forsigtigt, lød det fra flere partier under onsdagens debat.

Onsdag blev Naalakkersuisuts forslag til en genåbning af samfundet debatteret i Inatsisartut. Forslaget blev fremlagt som en redegørelse for Inatsisartut.

Politikerne kunne ikke ændre i redegørelsen, men formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, har sagt, at han vil tage politikernes udtalelser i debatten med i overvejelserne, i forhold til hvornår samfundet skal genåbnes.

Fra Siumut sagde ordfører Hermann Berthelsen:

- Vi er fra Siumut enige i, at handel og trafik med mere, kan åbne op lige så langsomt, dog bør man være yderst varsomme med åbningen, sagde Hermann Berthelsen.

Stram op på forsamlingsregler

Fra inuit Ataqatigiit var formand Múte B. Egede på talerstolen, og partiet mener, at hensyn til økonomien gør, at man må begynde at åbne op:

- Den erkendelse over at det ville få dårlige konsekvenser for vore liv, hvis vi vedbliver at blive lukkede fordrer, at vi må afbalancere og arbejde på forsvarlig vis.

IA-formanden mente, at man blandt andet kunne stramme op på, hvordan folk udefra blander sig med lokalbefolkningen i forbindelse med genåbningen, og at hurtige test er nøglen til at holde øje med, om der kommer mere spredning.

Koalitionens støtteparti Demokraterne mener, at man først og fremmest skal kæmpe for at holde smitten ude af Grønland, og fortsat teste alle der kommer hertil.

Åben op for flytrafikken

- Vi skal have fokus på at holde afstand til i hinanden og på at holde de hygiejnemæssige forhold i top. Derudover er det vigtigt, at vi begynder at genåbne Grønland, så især vores turismebranche kan komme i gang igen, lød det fra fungerende formand Nivi Olsen.

Udover flyvningerne til København ønsker Nivi Olsen også, at der kommer gang i forbindelserne fra Island til Østkysten:

- Så vi kan få gang i turisme alle steder i landet. Demokraterne vil i denne forbindelse opfordre til, at dette område bliver nøje overvåget, så vi kan handle hurtigt og åbne endnu mere op for flyvninger i takt med, at det sundhedsmæssigt er forsvarligt, sagde Nivi Olsen.

Naleraq: Brug kun Kangerlussuaq

Partii Naleraq foreslog derimod, at man udelukkende benytter Kangerlussuaq som indgangsport til landet:

- Man vil på den måde kunne holde kontrol med de tilrejsende udefra og undersøge om de er smittede, hvor det så er en fordel, at der kun er en indfaldsport og når så folk ikke er syge, at de kan videresendes til de destinationer de rejser hen til, således, at man kan sikre sig, at borgerne herhjemme ikke udsættes for fare, lød det fra Naleraqs Jens Napaattooq.

Hos Samarbejdspartiet er man enige i, at den rigtige måde at genåbne på, er den som Naalakkersuisut anbefaler – det såkaldte scenarie 2 i redegørelsen.

- Test 2 dage før indrejse, på 5. dagen efter indrejse, kombineret med test ved sygdom, synes vi er bedst til kommende fase. Vi vil dog gerne kombinere det med en ekstra test i stedet for 14 dages karantæne på 9. dagen f.eks. og en udførlig vejledning for, hvilke symptomer der fordrer karantæne, forslår Samarbejdspartiets Tillie Martinussen i sit ordførerindlæg.

Tillie Martinussen efterspurgte dog, at Naalakkersuisut lagde sine beregninger for genåbningen åbent frem. Hun ville for eksempel gerne vide, hvordan man var kommet frem til, at det er 600 personer om ugen, man vil give adgang til landet i første omgang.

Atassut ønsker tættere samarbejde med Danmark

Hos Atassut efterlyste man, at Naalakkersuisut i højere grad rettede henvendelse til Danmark for at få hjælp til at håndtere coronakrisen:

- Der er behov for stort samarbejde med hinanden, lød det fra Atassut formand Aaqqalu Jerimiassen.

Som svar på et spørgsmål fra Aleqa Hammond (NQ) lød det fra Atassut-formanden, at partiet dog støttede ordningen - som Naalakkersuisut foreslår - at rejsende skal tests to gange ved indrejsen til Grønland.

Fra Nunatta Qitornai var netop Aleqa Hammond på talerstolen, og med hensyn til genåbningen var politkeren tilfreds med redegørelsen, som Naalakkersuisut har lagt frem:

- Med hensyn til genåbning skal vi holde fokus på beredskabet for at teste før og efter ankomsten til Grønland. Det er vi tilfredse med fra vores parti. Vi skal fortsat kæmpe for at være et smittefrit land, lød det fra Aleqa Hammond.

Powered by Labrador CMS