Pars: Turismen sat 70 procent tilbage

Der vil gå tre år, før den grønlandske turisme blot er tilbage på niveauet, før corona-pandemien brød ud. Det forudser direktør i Visit Greenland Julia Pars.

Julia Pars stopper i Visit Greenland med udgangen af februar.

Den grønlandske turisme fik sidste år en alvorlig lussing med en tilbagegang på cirka 70 procent. Efter flere års støt stigende antal turister på forskellige grønlandske destinationer, så blev 2020 et mareridts-år på grund af coronaen, og hvor især turismen led alvorligt.

Visit Greenland har på baggrund af den nye virkelighed måttet justere sin strategi for perioden 2021 til 2024. Dagsordenen og det kommende arbejde bliver således fokuseret på, hvordan man kan ”genstarte” grønlandsk turisme.

Øget konkurrence

- Turismen forventes at komme tilbage, når der igen kan rejses frit mellem landene. Men det forventes, at konkurrencen om de turister, der kan og vil rejse, vil være stor, og at rejsemønstre vil ændre sig, forklarer Julia Pars.

Visit Greenland har identificeret fire ”must-wins”:

  • Øge efterspørgslen fra adventure-turister
  • Turisme hele året rundt i hele Grønland
  • Videndeling og kompetenceløft
  • Fremme gunstige rammebetingelser

Strategien er især ændret, når det gælder synlighed og markedsudviklng, oplyser Julia Pars, der fortæller, at ”vores videndeling med branchen vil være central, og det vil vi gøre via online-webinarer og direkte dialog”.

- I de kommende år, hvor det sandsynligvis ikke vil være muligt at kunne rejse helt frit globalt, indtil pandemien er helt ovre, eller landene har sikret sig med testsystemer og eksempelvis sundhedspas, så vil Visit Greenland fokusere den brancherettede (business to business, red.) indsats og markedsudvikling på hovedmarkederne: Danmark, Skandinavien, og Tyskland, oplyser direktøren.

Agenter skal fastholdes

Når det bliver aktuelt er det planen at inddrage andre kernemarkeder såsom Storbritannbien, Frankrig og Nordamerika.

- Derudover er det helt centralt for Visit Greenland at fastholde de agenter, der allerede sælger Grønland i strategiperioden og efter 2024 skabe årlig vækst i nye agenter og markeder med fokus på på adventure turisme, siger hun.

Vil vi se turister i Grønland i 2021?

- Det arbejder vi stærkt på bliver tilfældet, men det afhænger jo af pandemiens udvikling og på at tilstrækkeligt mange er blevet vaccineret til at der kan rejses sikkert igen mellem landene, herunder til Grønland. Vaccinen, der er på vej, giver dog hele branchen håb, fastslår hun.

Visit Greenland har i 2020 arbejdet ihærdigt på at synliggøre landet på messer og workshops, så man sikrer, at forskellige agenter ”fastholder deres interesse for at sælge rejser til Grønland i 2021”.

Et særligt fokus har været at opbygge en øget interesse for Grønland som turismedestination på det danske marked.

- Det gør vi med en kampagne, der vil basere sig på et af vores vigtigste markedsføringsværktøjer som er Big Arctic Five, som handler om at synliggøre de bedste oplevelser du kan få i Grønland både sommer og vinter, fortæller Julia Pars.

Hård periode for mange

Forudsigelsen om at turismen først i 2024 er tilbage på 2019-niveau, hvor der var cirka 104.000 turister, baserer sig på udmeldinger og sinaler fra toneangivende organisationer som ETOA (European Tourism Association, IATA (International Air Transport Association).

- Det er vores indtryk, at de fleste turismeoperatører har overlevet krisen i 2020, men det har været en meget hård periode for rigtigt mange. Nogle har overlevet på grund af deres finansielle beredskab, samt at de har skåret helt ned for aktiviteter og personale. Andre har i perioden fokuseret på deres øvrige indtægtsgivende aktiviteter. Det bliver et stort stykke arbejde, der skal mobiliseres, for at vende tilbage til samme antal og type aktiviteter, herunder at skaffe medarbejdere, når turismen kan genstartes, forklarer Julia Pars, der påpeger at hjælpepakkerne naturligvis også har hjulpet erhvervet.

Julia Pars er imidlertid fortrøstningsfuld med udsigten til massevaccinationer rundt om i verden:

- Vi kan håbe på, at det går hurtigere end forventet med at vaccinere både i Danmark, Skandinavien og det øvrige Europa samt ikke mindst i Grønland, så vi har en turismesæson næste år. Det er dog helt sikkert, at Grønland i stigende grad omtales positivt som turismedestination. Det kan vi tydeligt mærke på den interesse, der er for Grønland i udlandet, selv under Covid-19, understreger Julia Pars, der har været administrerende direktør i Visit Greenland i tre år.

Ny direktør

Direktøren besluttede i starten af november, at hun ville stoppe i Visit Greenland, og sidste arbejdsdag bliver med udgangen af februar, oplyser Julia Pars. Hun har endnu ikke noget nyt job på hånden. Hun er uddannet akademiøkonom i turisme og er MBA fra Henley Business School.

Powered by Labrador CMS