Paris: Politi-ansat knivdræber 4 betjente

Ansat hos politiet i Paris dræber fire betjente med kniv og er efterfølgende selv blevet skudt og dræbt.

Området omkring politistationen blev straks afspærret efter knivdrabene

Fire politimænd har mistet livet efter et knivangreb ved politiets hovedkvarter i Paris torsdag eftermiddag.

Det oplyser unavngivne kilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Angrebsmanden er ifølge nyhedsbureauet Reuters ansat hos politiet, og han har også mistet livet.

Dermed er der i alt fem døde. Det fremgår ikke, hvilken stilling gerningsmanden har haft hos politiet.

Angrebet skal være sket omkring klokken 13 i politiets hovedkvarter. Det ligger tæt på domkirken Notre Dame i den franske hovedstad.

Paris' borgmester, Anne Hidalgo, bekræfter, at "adskillige folk" er dødeligt sårede.

En metrostation, der ligger tæt på gerningsstedet, er blevet lukket af sikkerhedshensyn. Det oplyser den offentlige transportmyndighed, RATP.

Den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, er på vej til gerningsstedet, rapporterer den franske tv-kanal BFM TV.

Stationen oplyser desuden, at politistation er blevet afspærret.

Powered by Labrador CMS